Ejer af engelsk fodboldklub død i tragisk ulykke
Millwall har sent tirsdag aften delt nyheden om at klubbens ejer er død i en tragisk ulykke.
Championship-klubben Millwall har sent tirsdag aften delt en sørgelig nyhed.
Ejeren af den traditionsrige fodboldklub, John Berylson, er således afgået ved døden i en tragisk ulykke.
Det bekræfter Millwall i en officiel udmelding.
– Det er med et kollektivt knust hjerte og den dybeste sorg, at vi annoncerer døden af vores elskede ejer og formand, John Berylson.
– John, der fyldte 70 år sidste måned, mistede livet i en tragisk ulykke tirsdag morgen, og tankerne hos alle i klubben er med hans kone, Amy, og deres tre børn, Jennifer, James og Elizabeth samt resten af Berylson-familien.
– Johns pludselige og tragiske død vil utvivlsomt få stor indflydelse på alle dem, som var heldige nok til at have kendt ham. Han var i sandhed en stor mand, utrolig dedikeret til sin familie, og en person med en bemærkelsesværdig generøsitet, varme og venlighed.
– Han levede et liv fyldt med historier, fyldt med farver og glæde, og han var uendelig betænksom overfor andre. Han havde en ustoppelig trang til at dele sin utrolige viden og oplevelser for at hjælpe folk.
– Under John’s passionerede lederskab og vejledning, har Millwall Football Club nydt stor succes og stabilitet. Siden han først blev involveret i klubben i 2006, har han været med til nogle af de største øjeblikke i Millwalls historie.
– John fortsatte med at tale passioneret om den kommende sæson og hans visioner for fremtiden, og enhver succes fremadrettet vil være i hans minde og ære. Det vil være hans arv.
– John frydede sig i klubbens underdog-status og mentalitet. Han følte sig hjemme i disse værdier og i identiteten, og beundrede Millwalls fans. Han var umådelig loyal overfor alle i personalet og staben, som sammen med fansene vil savne ham mere end hvad der kan måles, står der i udmeldingen fra Millwall.
Millwall endte i den forgangne sæson på ottendepladsen i den næstbedste engelske række.