Bjørnebye om ny AGF-spids: Ikke givet han ville til Danmark
AGF får i sin nye tyske angriber en mand, der har været vant til at score mål i både Bundesligaen og 2. Bundesligaen.
47 mål og 15 assist.
AGF’s nye tyske angriber har trods sine bare 25 år stor erfaring fra den bedste og særligt den næstbedste tyske række.
Med nedrykningen fra 2. Bundesligaen med Arminia Bielefeld i den netop forgangne sæson får AGF tilmed Janni Serra kvit og frit, og spørger man på Fredensvang, så er det bestemt ikke en selvfølgelighed, at man har kunnet lokke en sådan angriber til Danmark.
– Det er en top angriber, vi nu kan føje til truppen, og vi er meget glade for, at det er lykkes at få en aftale på plads. Janni har gennem flere år vist sine kvaliteter i tysk fodbold, og det er ikke givet, at en angriber af hans kvaliteter ville se mod Danmark.
– Men efter et rigtig godt forløb har han vist sin ivrighed for at komme til AGF, hvor vi tror han kommer til at passe rigtig godt ind, siger sportschef Stig Inge Bjørnebye.
Den 193 centimeter høje angriber har ifølge Transfermarkt en markedsværdi på én million euro – cirka 7,5 millioner kroner.
Foto: AGF
Dermed lægger den tyske spydspids sig værdimæssigt også ind helt i toppen af AGF-hierarkiet, hvor kun Yann Bisseck, Kevin Yakob og en anden af sommerens nye tilgange, norske Magnus Knudsen, står til at have en større værdi.
I AGF-truppen kommer han desuden til at bidrage med noget, de ikke har i forvejen.
– Han har scoret mål gennem hele sin karriere og har som 25-årig allerede en stor erfaring på højt niveau for flere klubber. Det vil komme ham til gavn i Superligaen, hvor han kommer til at give os andre og nye strenge at spille på, tilføjer Stig Inge Bjørnebye.
Janni Serra har skrevet under på en fireårig aftale i AGF, hvor han tiltræder med det samme.
Du kan se de tre scoringer, som Janni Serra står noteret for i Bundesligaen herunder: