Islændere viste tænder: Sådan gik det FCK’s mulige modstandere i CL-kvalifikationen
F.C. København har tirsdag fået vished om to klubber, som de i hvert fald ikke kommer til at møde i Champions League-kvalifikationen.
Fra fem til tre.
F.C. København har tirsdag aften fået indsnævret feltet af mulige modstandere i Champions League-kvalifikationen.
De danske mestre indtræder således i anden kvalifikationsrunde, og som navnet antyder, skal der spilles nogle kampe, inden FCK skal i aktion.
Da der for seks dage siden blev trukket lod til den runde hvor FCK træder ind i kvalifikationen, var der hele fem mulige modstandere for de danske mestre.
Den ene er irske Shamrock Rovers, som fortsat venter på at få sat navn på sin modstander i den første kvalifikationsrunde.
De fire øvrige klubber er FK Budućnost Podgorica (Montenegro), Breiðablik (Island), Tre Penne (San Marino) og Atlètic Club d’Escaldes (Andorra).
Det skyldes, at de fire klubber skal igennem et mindre turneringssystem i en såkaldt ‘preeliminary kvalifikationsrunde’.
Neestrup har planen klar for FCK-spillerne: Fysik og analyseTirsdag har FK Budućnost Podgorica så slået Atlètic Club d’Escaldes med 3-0, og er dermed videre til finalen i det lille turneringsformat.
Samtidig blev det til en islandsk storsejr, da Breiðablik vandt med hele 7-1 over Tre Penne.
FK Budućnost Podgorica og Breiðablik skal dermed ud i en duel den 30. juni. Vinderen af det opgør går videre til første kvalifikationsrunde, hvor Shamrock Rovers venter.
Vinderen af første kvalifikationsrunde bliver F.C. Københavns modstander i anden kvalifikationsrunde.