Bekræftet: Syv spillere forlader Leicester
Leicester City rykkede ud af Premier League, og nu bekræfter klubben, at syv spillere forlader skuden forud for den kommende sæson.
Youri Tielemans, Çağlar Söyüncü, Daniel Amartey, Nampalys Mendy, Ryan Bertrand, Ayoze Pérez og Tetê.
Det er navnene på de syv spillere, der forlader netop nedrykkede Leicester City ved udgangen af denne sæson.
Det bekræfter klubben mandag aften på sin hjemmeside.
Det skyldes, at alle syv spillere har kontraktudløb med klubben denne sommer, og at der ikke er blevet indgået en aftale om at forlænge samarbejdet – Tetê kom til klubben i januar på en lejekontrakt og vender foreløbigt tilbage til sin klub, Shakhtar Donetsk.
Foruden nyheden om de syv spillere, der altså forlader Leicester denne sommer, så melder klubben i samme ombæring, at man fortsat arbejder på at forlænge samarbejdet med en enkelt spillere, der også har kontraktudløb denne sommer.
Således fremgår det, at man fortsat er i dialog med kaptajn, Jonny Evans, med hensyn til spillerens fremtid.
Derudover har man fra klubben side sikret sig Hamza Choudhury frem til sommeren 2024 som følge af en forlængelsesklausul i spillerens kontrakt.