
Vanvittigt! Tidligere hollandsk landsholdspiller sigtet af politiet – involveret i import af mere end 1300 kilo kokain
Den tidligere hollandske landsholdspiller Quincy Promes er blevet formeligt sigtet for flere kriminelle forhold. Blandt andet for at være involveret i importen af mere end 1300 kilo kokain.

Quincy Promes har spillet 50 landskampe for Holland, men laver i disse tider overskrifter af alle de forkerte årsager.
Den 31-årige kantspiller blev tirsdag sigtet for at være involveret i importen af intet mindre end 1370 kilo kokain tilbage i 2020.
Det skriver det hollandske medie Het Parool.
Den store forsendelse af narko blev opsnappet over to omgange ved havnen i den belgiske by Antwerpen, efter spillerens telefon var blevet aflyttet af politiet.
Det er heller ikke første gang, at Promes har været i vælten af de forkerte årsager.
I 2020 kom det frem, at den daværende Ajax-spiller havde været involveret i et knivstikkeri, der desuden gik ud over hans egen fætter.
Han blev dog løsladt i første omgang, men efterfølgende sigtet for drabsforsøg.
I samme ombæring opstod mistanken om narkohandel, som altså tirsdag udløste en formel sigtelse.
Sagen om drabsforsøg fortsætter ifølge Het Parool på mandag, ligesom der også vil være høring i sagen om narkohandel.
Spilleren selv befinder sig dog i Rusland, hvor han spiller for klubben Spartak Moskva, og det er usikkert, om han dukker op til retsmødet.

Promes spillede sin sidste landskamp for Holland i 2021, hvor han fik 33 minutter i kampen mod Tjekkiet ved EM-slutrunden.
Foruden Ajax og Spartak Moskva, har Quincy Promes også gjort karriere i Sevilla og Twente FC.