Medie: Mbappé lægger pres på PSG – Kan forlade klubben næste sommer
Det var med både fyrværkeri og konfetti, da PSG i maj sidste år annoncerede, at de var nået til enighed med Kylian Mbappé om en treårig kontraktforlængelse. Alligevel kan franskmanden allerede om ét år være færdig i klubben.
PSG gjorde det umulige, da de i maj sidste år forlængede kontrakten med Kylian Mbappé.
Den franske angrebsstjerne var ellers gennem flere måneder rygtet til Real Madrid ved kontraktudløb i sommer, men nærmest ud af ingenting offentliggjorde PSG under stor bevågenhed, at de havde forlænget med Mbappé til 2025.
Helt sådan forholder det sig, ifølge franske L’Équipe, dog ikke, og Kylian Mbappé er således klar til at indlede endnu en transfersaga i den franske hovedstad.
Den franske avis mener nemlig at vide, at Mbappés kontraktforlængelse sidste år kun var af to års varighed, altså til sommeren 2024, mens kontraktens sidste år er under forudsætning af, at Mbappé selv udnytter en option i kontrakten.
Optionen der lyder på yderligere én sæson under samme vilkår, skal han udnytte senest den 31. juli i år.
Officielt: Mbappé skriver kontrakt med PSGDet har den 24-årige franskmand angiveligt ikke tænkt sig, og det lægger igen pres på PSG forud for sommerens transfervindue.
Her står klubben overfor det, der kunne ligne en ganske markant ommøblering af spillertruppen, og er den på plads og tilfredsstillende sidst i juli, kan Mbappé vise sig at skrive under på forlængelsen alligevel.
Hvis Mbappé vælger ikke at udnytte kontrakt-optionen, kan han principielt allerede til januar begynde at forhandle med andre klubber, og allerede til næste sommer kan et klubskifte effektueres – kvit og frit vel at mærke.