
Dortmund-chef om Bundesliga-føring: Spillerne kan købe alt, men ikke disse øjeblikke
Dortmund bragte sig søndag i front med to point i Bundesligaen, men Edin Terzic er klar over, at arbejdet skal gøres færdigt.

10 år i træk har Bayern München vundet det tyske mesterskab.
I år ser det dog ud til at den stime bliver brudt, efter Borussia Dortmund søndag erobrede førstepladsen med en 3-0-sejr over Augsburg.
Sejren betyder, at Dortmund ligger på førstepladsen i Bundesligaen med to point ned til Bayern München, der lørdag tabte 3-1 til RB Leipzig, med en runde tilbage.
Selvom Dortmund har matchbolden overfor Bayern i sidste runde, hvor holdet møder Mainz, ved cheftræner Edin Terzic, at arbejdet skal gøres færdigt, før spillerne kan blive udødeliggjort:
– Der er stadig ét skridt, som vi vil tage sammen. Efter det kan vi tillade alle følelserne, om det er stolthed eller eufori. Vi er ikke færdige endnu, siger Dortmund-træneren ifølge Sky Sports.
– Sæsonen er slut om syv dage. Så kan drengene – der alle tjener gode penge og kan købe, hvad de har lyst til – købe en ny bil, et nyt hus eller den næste ferie. Men du kan ikke købe disse øjeblikke.

Borussia Dortmund kan hente Bundesliga-trofæet hjem mod Mainz. Kampen spilles lørdag klokken 15.30 og kan ses på TV3 MAX og Viaplay.