Verdensrekord: Bejler vil gøre Manchester United til dyreste sportsklub nogensinde
Tredje budrunde i forbindelse med købet af Manchester United er overstået, og dét med et bud, der angiveligt slår alle rekorder.
Så er der nye bud.
Sent fredag aften sendte flere af bejlerne til at overtage Manchester United nye bud ind i tredje budrunde, som også forventes at være sidste budrunde.
Dermed er bolden nu angiveligt blevet sendt over på Glazer-brødrenes banehalvdel. Det er nu, det skal besluttes, om Manchester United skal skifte hænder. Det skriver Sky Sports.
Og det er eftersigende ikke småpenge, der er tale om. Mediet melder, at den qatarske Sheikh Jassim har sendt et rekordbud afsted i håbet om at overtage 100 procent af Manchester United.
Ifølge mediet har Sheikh Jassim således sendt et bud afsted, der runder de fem milliarder pund – svarende til mere end 42,5 milliarder danske kroner.
Accepteres dette bud, vil det ikke blot gøre Manchester United til den dyrest solgte fodboldklub i verden. Faktisk vil det ifølge Sky Sports gøre klubben til den dyrest solgte sportsklub i verdenshistorien.
Det er dog stadig et bud, som ikke helt lever op til de forventninger, som Glazer-brødrene umiddelbart har.
Medie: Mason Greenwood har talt med vennerne – kommer aldrig til at spille for United igenDet meldes nemlig, at The Glazers vurderer klubben til at være omkring 6 milliarder pund værd – svarende til i omegnen af 51 milliarder danske kroner.
Ifølge Sky Sports er Sheikh Jassim overbevist om, at hans bud er klart det bedste, som Manchester United-toppen har modtaget. Og derfor forventer han også, at det bliver ham, der overtager klubben – hvis nogen.
Sheikh Jassim har tidligere meldt ud at købet af Manchester United vil medføre garanterede investeringer i Erik ten Hags spillertrup, mens der også vil blive afsat store beløb til udvikling af infrastrukturen omkring klubben med hensyn til både Old Trafford og træningsfaciliteterne på Carrington.
Sheikh Jassim er dog ikke den eneste bejler tilbage i kapløbet om Manchester United. Også den britiske rigmand Sir Jim Ratcliffe har indsendt et nyt og forbedret bud.
Meldingen går dog på, at buddet kun omhandler opkøbet af lidt over halvdelen af Manchester United-aktierne. Og det skulle eftersigende betyde, at Glazer-familien fortsat vil besidde omkring 20 procent af Manchester United-aktierne, hvis de vælger at takke ja til Ratcliffe.
Derudover er der også meldinger om, at en række investeringsfonde fortsat kan være med i kapløbet med bud på en minoritetsandel af klubbens aktier. Her nævnes blandt andet investeringsfonden Elliott.
Det forventes, at Glazer-familien og Raine Group, som er med til at facilitere salgsprocessen, vil overveje de seneste – og formentligt sidste – bud i de kommende dage.
Mere klarhed om klubbens fremtid ventes i den kommende uge.
Supercomputer har talt: Disse klubber rykker ned fra Premier League