Dansk Fodbold

Eksperter om øl-episode i Vejle: Det hører ingen steder hjemme – se episoden her

En beskæmmende episode indtraf i pokalkampen mellem Vejle og FCK, da tilskuere kastede øl efter Roony Bardghji. Det fik efter kampen Viaplays eksperter til at finde de store gloser frem.

Roony Bardghji blev ramt af ølkrus i pokalkampen mellem Vejle og FCK.
Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix.

Det regnede med øl på Vejle Stadion.

Ikke fordi man fejrede en titel eller lignende. Derimod blev der kastet fyldte ølkrus ind mod F.C. Københavns Roony Bardghji, da han skulle tage et hjørnespark i pokalkvartfinalen mod hjemmeholdet Vejle Boldklub.

Et af krusene ramte den unge svensker i ryggen, og episoden blev efterfølgende revset af Viaplays to eksperter til kampen Stig Tøfting og Kenneth Emil Petersen. Du kan se episoden øverst i artiklen.

– Det hører ingen steder hjemme, at der står nogen og kaster alt muligt i hovedet på ham (Roony Bardghji, red.). Lige bag ved ham stod der jo også nogen og fyrede sådan en øl lige ind i nakken på ham, siger Stig Tøfting efter kampen på Viaplay og fortsætter:

– Det hører ingen steder hjemme. Få dem smidt ud af stadion – det gider vi ikke at se på…Der skal jo kun få idioter til at ødelægge det for mange.

Kenneth Emil Petersen var naturligvis enig med sin kollega og henviser til, at det ikke er første gang, der har været ballade på Vejle Stadion med tilskuere, der kaster ting på banen.

– Det der hører ingen steder hjemme overhovedet. Og det er noget, vi også tidligere har set med Vejle i Superligaen. Jeg har selv været her, hvor der blev kastet en skraldespand på banen. Så altså, der har været nogle vilde kampe, og det er jo en hårfin balance, hvornår det er fuldstændig forkert, som det er her, og når det nogle gange er sådan lidt noget, hvor man trækker på smilebåndet, siger han.

Så er der trukket lod til DBU Pokalen: Disse hold møder hinanden i pokalturneringens semifinaler 2023

Kampen mellem Vejle og F.C. København endte 0-0, hvilket betød, at københavnerne går videre til semifinalen, da holdet havde vundet første opgør i Parken med 2-0.

Her venter FC Nordsjælland i to opgør. Første kamp spilles på Right to Dream Park i Farum den 26. april, og returkampen spilles i Parken den 2. maj. Finalen er som de fleste også i Parken og finder traditionen tro sted på Kristi Himmelfartsdag den 18. maj.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P