
FC Midtjylland sejrer sikkert i påske-test
FC Midtjylland har onsdag spillet træningskamp mod FC Fredericia. Det blev til en sikker sejr og en dobbelt målscorer for ulvene.

To scoringer.
Det er ikke hverdagskost for Edward Chilufya i FC Midtjylland.
Ikke desto mindre stod offensivspilleren bag to af klubbens mål i 3-0 sejren over FC Fredericia i en træningskamp i Herning onsdag.
Chilufya scorede også i seneste superligakamp, da han afgjorde fredagens kamp i Kvalifikationsspillet ude mod OB til 1-3.

Udover Edward Chilufya kom også Frederik Heiselberg på tavlen mod FC Fredericia, som angriberen var udlejet til i efteråret.
Næste opgave i Superligaen for FC Midtjylland er på mandag, hvor holdet hjemme på MCH Arena tager imod Lyngby BK. Opgøret fløjtes i gang klokken 14.00, og du kan se kampen på Canal 9 og Discovery+.