
Ny cheftræner i FC Midtjylland? – nu svarer FCM-træneremne på rygterne
FC Midtjylland sættes i forbindelse med den norske BK Häcken-cheftræner Per-Mathias Høgmo. Nu svarer han selv på rygterne.

Tirsdag var det slut.
Albert Capellas er fortid som cheftræner i FC Midtjylland.
Og straks efter udmeldingen kom frem, begyndte rygterne at florere om, hvem der skal overtage posten.
Her kunne lokalmediet Herning Folkeblad melde, at den norske BK Häcken-cheftræner Per-Mathias Høgmo og FC Midtjylland-toppen allerede har været i indledende dialog om et muligt samarbejde. Nu svarer Høgmo selv på rygterne.
I et interview med Göteborgs-posten onsdag blev Høgmo forholdt rygterne om et muligt skifte til FC Midtjylland. Den 63-årige nordmand, som tidligere har besat jobbet som norsk landstræner, var dog ikke meget for at konkretisere interessen fra ulvene.
– Det vil jeg ikke udtale mig om (FCM-rygterne red.). Om det er sandt eller ej, så kommenterer jeg aldrig sådanne rygter, fortæller Høgmo til mediet, før spørgsmålet om, hvorvidt han kan garantere, at han også står i spidsen BK Häcken i den kommende sæson, som sparkes i gang den 3. april mod Djurgården.
– Jeg lover, at mit fokus er på Häcken, lød det kort fra Høgmo.
Sportsdirektøren hos BK Häcken, som i sidste sæson blev kronet som svenske mestre, Martin Ericsson, er dog sikker i sin sag, når det kommer til spørgsmålet om, hvorvidt Høgmo vil være at finde på sidelinjen for BK Häcken mod Djurgården.
– Ja, jeg gør (Forventer at Høgmo bliver i BK Häcken red.). Det er klart, at jo bedre træneren er, jo mere interesse vil der være. Sådan fungerer det.
– Det er helt naturligt, og Per-Mathias har haft utrolig stor succes med holdet, så det er ikke underligt, at der opstår rygter, fortæller Ericsson til Göteborgs-Posten.

FC Midtjylland har blot en enkelt kamp tilbage i Superliga-grundspillet, hvor klubben – hvis alt flasker sig – kan sikre sig en plads i mesterskabsslutspillet.
Her møder ulvene Silkeborg IF søndag klokken 15:00, hvor det i første omgang bliver assistenttræner Niels Lodberg, der kommer til at stå i spidsen for holdet.
Du kan læse alt om de mulige scenarier, der kan sikre FCM deltagelse i mesterskabsslutspillet herunder
