Rasmus Falk inden Viborg-møde: Vi skal have tre point uanset modstanderen
F.C. København har vist mesterskabsklasse siden nytår, og søndag kan de, måske, overtage førstepladsen.
De har ikke været i nærheden før nu.
F.C. København kan med en sejr over Viborg søndag overtage førstepladsen i Superligaen, såfremt FC Nordsjælland sætter point til mod Brøndby.
Det er dog ligaens øjeblikkelige tredjeplads, der søndag kommer på besøg i et udsolgt Parken, men selvom Viborg med en sejr kan overhale F.C. København, så føles kampen ikke speciel af den grund.
– Lige nu føles det hele som ‘topkampe’. Alle point er vigtige, fordi vi har haft et efterslæb, vi skal indhente. Vi går også snart ind i Mesterskabsspillet, og derfor er det ikke så afgørende, hvor i stillingen modstanderen ligger – og vi har været gode til hele tiden at have fokus på vores egen præstation. Vi har respekt for alle, men vi tror også på os selv og vi skal have tre point uanset modstanderen, siger F.C. Københavns Rasmus Falk.
F.C. København har ikke tabt i de seneste 11 kampe i Superligaen, og den gode stime har katapulteret holdet fra en niendeplads op på andenpladsen.
Historisk: F.C. København sætter rekord mod Viborg søndagAlligevel kræver Rasmus Falk bedre spil, når Superligaens treer søndag gæster hovedstaden.
– Vi skal tage teten og dominere opgøret. Vi vil gerne ramme vores bedste perioder i længere tid, end vi formåede i Horsens, og det skal igen være med et offensivt og aggressivt udtryk i vores spil. Det er det, vi stiler efter, lyder det fra Falk.
Kampen spilles – i øvrigt ligesom alle andre kampe i Superligaens runde 22 – søndag klokken 15.