Medie: ‘Ny’ mulighed åbner sig for Harry Kane
Tottenham-angriber Harry Kane har kontraktudløb om lidt mere end et år, og inden længe skal den engelske landsholdsanfører derfor træffe en vigtig beslutning.
Det er et karrieredefinerende valg, Harry Kane står overfor.
Den 29-årige angriber har kontraktudløb i Tottenham efter næste sæson, og dermed kan han allerede til januar næste år begynde at forhandle med andre klubber.
Siden sin seneste kontraktforlængelse i sommeren 2018 har pilen peget i retning af et skifte til en anden klub, men nu skulle Tottenham have indledt en dialog med Kane om en kontraktforlængelse. Det skriver The Athletic.
Harry Kane mangler bare fem scoringer i Premier League for at udligne Wayne Rooneys måltotal på 208 scoringer i den engelske liga. Derfra er der yderligere 52 scoringer op til Alan Shearer, der fortsat sidder på tronen som Premier Leagues all-time topscorer med 260 mål.
Mens det altså ikke er mål, det skorter på for Harry Kane, der i denne sæson har scoret 20 mål i Premier League, så er der én ting, Tottenham-angriberen i den grad hungrer efter – Trofæer.
Mål og Highlights: Se Tottenham i målrig sejr mod Nottingham ForestTottenham har ikke vundet et eneste trofæ, siden de i 2007-08-sæsonen hjemtog ligacuppen, og det bliver der ikke lavet om på i denne sæson, da de tidligere på måneden røg ud af både FA Cuppen og Champions League til henholdsvis Sheffield United og AC Milan.
Manchester United har længe været bookmakernes favorit til at løbe med landsholdsanførerens underskrift, men også Bayern München og Newcastle skulle holde et vågent øje med Kane.
Medie: Manchester United klar til at gøre Kane til den dyreste engelske spillerI Tottenham ligger fokus dog ene og alene på at få forlænget kontrakten med klubbens all time topscorer, og bestyrelsesformand Daniel Levy skulle – ligesom det var tilfældet forud for Kanes seneste kontraktforlængelse – været meget imod at sælge klubbens talisman. Tottenham menes således at ville kræve minimum 100 millioner pund – 850 millioner kroner – hvis de skal sælge Kane i det kommende sommer-transfervindue.
Harry Kane fylder 30 til juli, og dermed vil hans næste kontrakt efter alt at dømme også blive hans sidste store kontrakt – uanset om der bliver tale om en forlængelse i Tottenham eller et skifte til en anden klub.
Harry Kane har undervejs i sin seniorkarriere været lejet ud til både Leyton Orient, Millwall, Norwich og Leicester. Der er dog næppe nogen tvivl om, at han vil skrive sig ind i historien som Tottenhams største spiller nogensinde, hvis han slutter sin karriere i det nordlige London.