
Neestrup gav spillerne skæld ud i pausen: Det var på sin plads – vi var pivringe
Elias Jelert fortæller, at FCK-spillerne fik skæld ud af cheftræner, Jacob Neestrup, i pausen af opgøret mod AC Horsens.

Søndagens opgør mellem F.C. København og AC Horsens var om noget en kamp af to halvlege.
FCK gik til pause et enkelt mål nede og var i store problemer, men i anden halvleg kom der andre boller på suppen, da man på seks minutter bragte sig foran med 3-1.
Derfor var der heller ikke særlig god stemning i FCK-omklædningsrummet, da der blev fløjtet til pause. I hvert fald ikke ifølge 4-1-målskytten, Elias Jelert.
I et interview med Discovery+ blev Jelert efter kampen spurgt, om spillerne fik skæld ud af Neestrup i pausen.
– En lille smule. Det er på sin plads. Vi spiller pivringe, så det er klart, vi får skæld ud, men det var ikke så galt, fortæller den 19-årige FCK’er.
Desuden fortalte han også om, hvad der præcis blev snakket om i pausen.

– Vi holder hovedet koldt og siger, at de første 45 minutter ikke skal ødelægge resten af kampen. Det er ikke for sjov, at vi har vundet syv kampe i streg inden det, fortæller han.
Med sejren er FCK nu kun et enkelt point bag FC Nordsjælland, som indtager Superligaens førsteplads, efter Superliga-duksene snublede mod Viborg.