
Ten Hag med positiv Eriksen-udmelding: Han gør gode fremskridt
Christian Eriksen er fortsat ukampdygtig i Manchester United. Men manager Erik ten Hag melder om gode fremskridt for danskeren.

United-fans må se langt efter Christian Eriksen denne tid.
Det er uvist, hvornår den skadede dansker igen kommer i aktion i Premier League og for det danske landshold.
Men Eriksens manager Erik ten Hag melder om gode fremskridt i Manchester United og er helt sikker på at se sin midtbaneprofil tilbage på banen i denne sæson.
– Jeg tror, han kommer til at spille (igen i denne sæson, red.). Helt klart, siger Ten Hag til klubbens hjemmeside og fortsætter:
– Jeg kan ikke sige noget nu om forventningerne (til hvornår, red.), men jeg synes, at hans fremskridt i genoptræningen er okay. Det går efter planen, så vi vil helt sikkert se ham. Men ikke før landskampspausen.

Christian Eriksen, der blev skadet i kamp i slutningen af januar, blev i første omgang som minimum meldt ude indtil slutningen af sæsonen. Ifølge Erik ten Hag er Eriksen fuldt fokuseret på en snarlig tilbagevenden til grønsværen.
– Ja, han er (stadig en del af gruppen, red). Men selvfølgelig er hans hovedfokus i øjeblikket at komme tilbage så hurtigt som muligt, fordi vi har brug for alle spillerne, siger United-manageren.

Udover Christian Eriksen har Ten Hag også måttet undvære Anthony Martial. Men franskmanden er nu tilbage i træning og kan være i spil til søndagens opgør mod Southampton.
– Han er på vej tilbage. Han er tilbage i træning, men vi vil være forsigtige, siger Erik ten Hag.

Kampen mellem Manchester United og Southampton spilles som nævnt søndag, og der er kick off klokken 15.00. Du kan se opgøret på 3+ og Viaplay.