Bruus og Troyes overraskede mod Monaco
Andreas Bruus spillede fuld tid, da Troyes søndag fik point med fra hjemmekampen mod AS Monaco.
Det så rigtig godt ud, så så det rigtig skidt ud, og til sidst blev det nogenlunde.
Franske Troyes og den tidligere Brøndby-back, Andreas Bruus, fik søndag et enkelt point med fra kampen mod AS Monaco, efter Ligue 1-kampen sluttede 2-2.
Troyes så ellers længe ud til at snige sig over nedrykningsstregen, da de formåede at holde fast i den 1-0-føring, som de havde fået via Rominigue Kouames scoring efter en halv times spil, helt til der resterede 10 minutter af kampen.
AS Monaco kæmper i den helt anden ende af tabellen, og med en sejr kunne de midlertidigt tage andenpladsen fra Marseille. Det lod først sent til at gå op for Wissam Ben Yedder, der dog vågnede op efter 81 minutters spil.
Først udlignede han til 1-1, inden han efter 85 minutters spil også bragte de gæstende monegaskere foran 1-2.
I kampens tillægstid fik canadiske Ike Ugbo dog sikret det ene point for Troyes med sin scoring til 2-2.