Avis: PL-storklubber slikker sig om munden – stor Gvardiol-frikøbsklausul aktiveres i 2024
Flere af de største klubber i verden jagter Josko Gvardiol. Og nu kan de snart få fingrene i ham - hvis altså de er villige til at betale den store frikøbsklausul, som aktiveres i 2024.
Han er blevet rygtet til stort set alle storklubber rundt om i Europa.
Den blot 21-årige kroatiske Leipzig-stopper Josko Gvardiol har imponeret stort – både i Leipzig og ved VM-slutrunden i Qatar. Og det har fået flere storklubber til at jagte en aftale med den unge stopper – specielt i Premier League.
Chelsea har gjort forsøget. Og nu meldes det at Tottenham og Manchester City vil give de blå fra London kamp til stregen. RB Leipzig har dog ikke virket særligt interesserede i et salg. Men det kan en ny kontraktdetalje formentligt ændre på.
The Times skriver nemlig, at de mange interesserede storklubber kan få fat i Gvardiol fra 2024 – om Leipzig vil det eller ej.
Her aktiveres nemlig en særlig klausul, som tidligere er blevet aftalt mellem RB Leipzig og Gvardiol i forbindelse med en kontraktunderskrift.
Mediet melder, at Gvardiols Leipzig-kontrakt fra 2024 vil indeholde en frikøbsklausul, der gør, at han frit kan skifte til en anden klub – hvis altså den købende klub er villige til at aktivere klausulen, som lyder på 97 millioner pund.
Det svarer til en pris i omegnen af 815 millioner danske kroner.
Kroatisk stjernefrø: Liverpool er forblevet i mit hjerteJosko Gvardiol skiftede fra Dinamo Zagreb til RB Leipzig tilbage i sommeren 2021. Her er det sidenhen blevet til 74 kampe for klubbens førstehold med fire mål og fire assists til følge.
Derudover står Gvardiol noteret for 19 landskampe i Kroatien-trøjen, hvor han blandt andet fik fuld tid i alle kampene ved VM-slutrunden i Qatar, da Kroatien hentede bronzemedaljer med hjem til nationen.
Gvardiol er fortsat på kontrakt i RB Leipzig frem til sommeren 2027.