Aarhus Fremad-profil efter Pokal-nederlag til FCN: De var som gribbe
Aarhus Fremad blev taget på sengen af FC Nordsjælland, der var som gribbe i tirsdagens kvartfinaleopgør i Pokalen.
Aarhus Fremad stod bag en af de største Pokal-sensationer i denne sæson, da man eliminerede Brøndby med imponerende 4-0.
Men endnu en sensation skulle det ikke blive til tirsdag aften, da Superligaens duks fra FC Nordsjælland kom på besøg.
3-0 til FC Nordsjælland endte det første af to kvartfinale-opgør mellem kombattanterne. Og det skyldes blandt andet, at FCN tog Aarhus Fremad lidt på sengen fortæller Aarhus Fremads offensivprofil Lucas From efter kampen.
– Vi havde det svært allerede fra starten af kampen, og vi dummede os lidt et par gange.
– De var over os som gribbe hver eneste gang, vi havde bolden. Man kunne godt mærke, at det var et lidt andet tempo. Det var lidt som om, at de tog os på sengen i første halvleg, fortæller From til TV3+.
Returkampen mellem FC Nordsjælland og Aarhus Fremad spilles torsdag den 6. april på Right to Dream Park. Og her ser et Aarhus Fremad-avancement i Pokalen på forhånd rigtig svært ud, erkender From.
– Det ser ikke pissenemt ud. Vi må forsøge alt, hvad vi kan. Vi har før leveret en overraskelse, men det ser da svært ud.
Se alle video-highlights fra opgøret på linket herunder
Highlights: Aarhus Fremad mødte overmagten – sikker sejr til FC Nordsjælland i Pokalen