
Dalsgaard efter BIF-nederlag: Vi fortjente ikke sejren
FC Midtjylland tabte 0-1 hjemme i mandagens kamp mod Brøndby IF. Hjemmeholdets Henrik Dalsgaard mener ikke, Ulvene fortjente de tre point.

Der var kynisme til forskel på FC Midtjylland og Brøndby IF foran mål.
Og den manglende offensive farlighed gør, at FC Midtjylland ikke fortjente at vinde mandagens superligakamp.
Det er analysen fra Ulvenes Henrik Dalsgaard efter 0-1 nederlaget mandag.
– Jeg synes ikke, vi fortjente tre (point, red.) i dag. Vi bliver simpelthen ikke farlige nok oppe i deres felt, siger han til 3+ og fortsætter:
– Jeg synes, vi ligger rigtig godt pres på den sidste halve time, men vi bliver ikke farlige nok.

FC Midtjylland har denne sæson sagt farvel til flere offensive spillere såsom angriberen Sory Kaba. Alligevel mener Dalsgaard ikke, man mangler x factor i offensiven.
– Jeg synes, vi har fine folk. Vi skal bare få scoret altså. Vi har flere situationer, hvor vi egentlig bare skal putte den ind, siger forsvarsspilleren og fortsætter:
– Det er lige det sidste. Vi lægger jo godt pres på den sidste halve time, så vi gør, hvad vi kan.

Med nederlaget rykker Brøndby foran midtjyderne, der nu er på sjettepladsen, inden de afgørende tre kampe afgør, hvem der ender i top seks.
Næste mulighed for point for FC Midtjylland er på mandag, hvor holdet skal møde AaB i Aalborg. Der er kick off klokken 19.00, og du kan se det jyske opgør på TV3 Sport og Viaplay.