Guardiola slår tilbage: Var det vores skyld, at Gerrard gled på Anfield?
Manchester City-manager Pep Guardiola lægger sig bestemt ikke ned ovenpå anklagerne fra Premier League mod de forsvarende engelske mestre. Nu sender han også en stikpille mod Liverpool.
Manchester City kommer til at slås med Premier League helt til den bitre ende.
Det er det indtryk, man sidder tilbage med, når man hører klubbens spanske manager, Pep Guardiola, tage til genmæle overfor de beskyldninger, som Premier League har rettet mod de seksdobbelte engelske mestre.
Guardiola har tidligere forholdt sig til anklagerne, som lyder på cirka 100 brud på økonomiske fair play regler, som klubben angiveligt har begået i en periode imellem 2009 og 2018.
I den periode vandt Manchester City det engelske mesterskab tre gange, blandt andet i knivskarpe dueller med lokalrivalerne Manchester United og Liverpool.
I netop mesterskabsduellerne mod Manchester United og Liverpool har særligt to øjeblikke for altid printet sig fast i bevidstheden hos Premier League-fans verden over, og de øjeblikke tilhører Manchester City.
– Nogle øjeblikke tilhører os – de tilhører os ubetinget omstændighederne. Målet fra Aguero, da Balotelli gled? Jeg ved ikke, om vi også er ansvarlige for, at Steven Gerrard gled på Anfield. Var det vores skyld? Jeg har respekt for Steven Gerrard, men det øjeblik tilhører os, lyder det fra Guardiola ifølge The Mirror.
På trods af skidt sag: Guardiola sværger troskab til Manchester City– Jeg ved, hvad vi har vundet, og hvordan vi vandt det. Jeg ved, hvor mange anstrengelser vi har lagt i det. Hvis der er sket noget i 2009 eller 2010 – det kommer ikke til at ændre det et eneste sekund.
– Jalousien er en del af sporten. Når man er et vindende hold, og folk gerne vil slå en, det er fedt. Men nogle hold vil gerne nå Champions League-pladserne til de store stadioner, de har bygget, lyder det fra Guardiola.
Manchester City har allerede været igennem en nogenlunde tilsvarende sag mod UEFA, en sag hvor Manchester City i sidste ende blev frifundet.
– Men vi har vundet. Hvis de tvivler på os, så er det okay. De har deres mistanker? Det er okay. Men der er advokater, så bare vent. De [Premier League] ventede ikke, ikke så meget som et sekund. Vores ry har allerede lidt skade. I sagen med UEFA var vi i samme position, og ændrede det noget? Overhovedet ikke, lyder det fra Guardiola.
Manchester City er i skrivende stund seks point efter Arsenal i toppen af Premier League. Gurdiola og kompagni spiller senere søndag mod Aston Villa – klubben som tilbage i oktober fyrede Steven Gerrard som manager og i stedet ansatte spanske Unai Emery.