Nicolai Jørgensen: Jeg er klar
Nicolai Jørgensen nærmer sig snart otte måneder i arbejdsløsheden, men den tidligere landsholdsangriber har ikke indstillet karrieren.
Han blev 32 i midten af januar.
Den tidligere danske landsholdsspiller, Nicolai Jørgensen, burde have som minimum et par år tilbage af karrieren.
Den blonde angriber har ikke været tilknyttet nogen klub, siden hans korte kontrakt i F.C. København udløb ved udgangen af sidste sæson.
Dermed nærmer fodboldpausen sig de otte måneder, men det betyder ikke, at Jørgensen er helt stoppet med at kigge sig om efter nye muligheder.
– I en karriere har man altid et eller andet, der gør ondt. Når man så tager en pause, finder man ud af, at det behøver ikke gøre ondt. Så jeg har det super godt. Jeg har ingen problemer, og jeg er klar, hvis der kommer noget, på at tage et eventyr ud i to-tre år mere, siger Nicolai Jørgensen til podcasten StolpeInd med Nicklas Bendtner og Peter Falktoft.
Den danske Æresdivisionstopscorer anno 2017 har også været i dialog med potentielle klubber, men lige i øjeblikket går tiden med en helt anden sportsgren.
Klubløs Nicolai Jørgensen var tæt på skifte til SL-klub– Jeg spiller meget padeltennis. Jeg har ikke noget (tilbud, red.) lige nu, men jeg venter og snakker med et par stykker lige, og så må vi se, om det bliver til noget eller ej.
– Jeg er lidt i en ventezone på et eller andet – et eventyr et sted. Men lige nu er der ikke noget, der lige ligger og skal underskrives i morgen, lyder det fra Jørgensen.
Nicolai Jørgensen har foruden F.C. København repræsenteret Bayer Leverkusen, Feyenoord, Kaiserslautern og Kasimpasa. Inden udlandet i 2010 kaldte, spillede han for Gladsaxe-klubben AB.