VM 2026

Argentina slår Frankrig og er verdensmestre for tredje gang i historien

VM-finalen anno 2022 havde alt, man kunne drømme om i en VM-finale. Til sidst skulle der en straffesparkskonkurrence til, før Argentina og Lionel Messi fik det trofæ, de så længe har sukket efter.

Argentina er verdensmestre for tredje gang i historien, efter Lionel Messi og kompagni slog Frankrig i VM-finalen på straffesparkskonkurrence.
Foto: Kai Pfaffenbach/Reuters/Ritzau Scanpix

Alle VM-finaler er historier, men ikke alle VM-finaler går over i historien.

Det bliver vanskeligt for nogen at argumentere mod, at VM-finalen 2022 er den mest dramatiske og nervepirrende finale, der nogensinde er blevet spillet.

En total ensidig affære ændrede sig efter 80 minutter og blev i stedet dramatisk, medrivende og fuldstændig umulig at forudse.

I sidste ende måtte der en straffesparkskonkurrence til, før Argentina kunne kåres som verdensmestre anno 2022.

Efter ikke at have startet en eneste kamp siden gruppespillet lignede Ángel di María en mand, der var på jagt efter oprejsning, og det fik han efter 21 minutter, hvor oprejsningen faktisk betød, at han blev lagt ned.

Juventus-spilleren modtog bolden helt nede ved baglinjen i den argentinske højreside, og med franskmændenes offensive profil, Ousmane Dembélé, overfor sig, havde Di María ikke de store problemer med at snyde ham med en helt klassisk skudfinte til venstre, mens han hurtigt trak bolden rundt om FC Barcelona-spilleren til højre.

Foto: Ritzau/Scanpix

Di María tog bolden med sig ind i feltet, og lige som han kiggede op for at finde en afleveringsmulighed midt for mål, blev han ramt bagfra af Dembélé. Berøringen var ikke stor, men det var nok til både at sende argentineren i græsset og få kampens polske dommer til at pege på straffesparkspletten. Berøringen var også stor nok til, at VAR-rummet ikke fandt hjemmel til at omgøre beslutningen.

Målfarlige Messi slår VM-rekord mod Frankrig

På straffesparkspletten kunne den nykårede verdensrekordholder, Lionel Messi, placere bolden, og i sin direkte duel med Hugo Lloris blev den lille argentiner den store.

Foto: Ritzau/Scanpix

Med et langsomt tilløb tvang Messi den franske målmand til at bekende kulør; Lloris valgte at hoppe til sin egen højre side, og så kunne Messi stille og roligt trille bolden ind i målnettet i den modsatte side. Med sin 1-0-scoring blev Lionel Messi samtidig den første spiller i verdenshistorien, der ved VM har scoret i både gruppespillet samt i alle knockoutkampene – inklusive finalen.

Dobbelt op på sandt drømmemål

Et bovlamt fransk mandskab havde været blinde passagerer i første halvdel af første halvleg, men selv argentinernes føringsmål kunne ikke tænde gnisten hos Didier Deschamps tropper, og derfor blev det allerede 13 minutter senere markant værre.

Alexis Mac Allister, Lionel Messi og Julian Alvarez kombinerede sig med hurtige og relativt simple midler igennem på midtbanen, inden Alvarez kunne sende Brighton-spilleren Mac Allister alene i dybden.

Foto: Ritzau/Scanpix

Argentineren med det lidet klingende argentinske efternavn og udseende mødte bolden på kanten af det franske felt, men i stedet for selv at sparke på mål, sendte han bolden på tværs af banen.

Her var første halvlegs bedste spiller, 34-årige Ángel Di María, fulgt med, og denne gang var der ingen franskmænd bag ham – og kun én franskmand foran ham.

Om det var bevidst eller ej, må være op til seerne og Di María selv, men i hvert fald gik Juventus-spilleren en anelse dybt i bolden, der af den grund gik i en blød bue over en fremadstormende Hugo Lloris og ind i det franske målnet til en 2-0-føring.

Deschamps reagerer

Nede med 2-0 var presset helt og aldeles flyttet til de franske skuldre, og landstræner Didier Deschamps var ikke længe om at at reagere fra bænken.

Flere rekorder skudt i sænk af Messi og Mbappé i vild og dramatisk VM-finale

Straffesparksskurken Ousmane Dembélé blev sammen med den franske landsholdstopscorer, Olivier Giroud, flået fra banen allerede inden pausen, mens Marcus Thuram og Randal Kolo Muani tog deres plads på den qatarske grønsvær.

De franske indskiftninger havde dog ikke umiddelbart nogen effekt, og efter en halvleg med syv tillægsminutter gik franskmændene til pause uden så meget som et eneste forsøg på eller forbi det argentinske mål.

Je ne dors pas

Hvad der blev sagt i det franske omklædningsrum kommer næppe nogensinde frem i offentligheden, men uanset hvad det var, så havde det ikke den ønskede effekt.

De to finalister startede anden halvleg, som de havde sluttet den første, og først da kampens helt store oplevelse, Ángel Di María, efter 64 minutters spil lod sig udskifte til stor applaus, var det som om at kampen ændrede en smule karakter.

Efter 68 minutter noterede Randal Kolo Muani sig da også for Frankrigs første reelle afslutning, men Frankfurt-spillerens hovedstød var ikke så meget som i nærheden af at true Emiliano Martinez’ mål, og straks efter genfandt Argentina igen den totale kontrol over kampen.

Heller ikke indskiftninger af Kingsley Coman og Eduardo Camavinga til fordel for Antoine Griezmann og Theo Hernandez så ud til at have nogen som helst effekt for Frankrig, der så mere og mere ud til at skulle bruge et mirakel for at komme ud af finalen bare med æren i behold.

Mbap-WHO?

Et mirakel var der så langt fra tale om – snarere var det et tilfælde et argentinsk stupiditet, der efter 79 minutters spil indtraf.

Nicolas Otamendi undervurderede en mere eller mindre tilfældig fremlægning fra Kylian Mbappé, og før han fik set sig om, havde Randal Kolo Muani rundet ham og havde retning alene mod målet. I et forsøg på at redde sin fejltagelse greb Otamendi fat i Kolo Muani, og da franskmanden til sidst faldt til jorden, havde Szymon Marciniak ikke andet valg end at blæse i sin fløjte og pege på straffesparkspletten.

Foto: Ritzau/Scanpix

På pletten gjorde Kylian Mbappé sig klar, og med et kort og eksplosivt tilløb gik han til bolden. Med en hård afslutning til sin egen venstre side, skabte PSG-stjernen øjeblikkeligt spænding i kampen, da Martinez’ fingerspidser ikke var stærke nok til at holde reduceringen fra nettet.

Mbappé havde været usynlig i kampens første 78 minutter, men på under to minutter skabte han det franske mirakel.

Helt præcis 85 sekunder efter sin straffesparksscoring fandt den 23-årige franskmand nemlig en smule af den magi, der var påkrævet for det franske landshold.

Adrien Rabiot loppede en tilsyneladende ufarlig bold op til PSG-angriberen, der headede bolden på tværs til Kolo Muani. Frankfurt-angriberen loppede bolden over Christian Romero og tilbage til Mbappé, der var trukket en meter ind i det argentinske felt.

Foto: Ritzau/Scanpix

I stedet for at tage bolden til sig og forsøge at komme tættere på mål gjorde Mbappé det, som de fleste af os har drømt om at gøre på skolegårdens slidte asfalt. Den franske verdensstjerne flugtede til bolden første gang, og selv med et enkelt hop på vejen var afslutningen så hård og overraskende, at Emiliano Martinez ikke kunne nå ned til den guldfarvede kugle, som strøg i kassen til enorm fransk jubel.

Forlænget spilletid – Mesteren Messi – Magiske Mbappé

Den franske udligning tændte den gnist hos franskmændene, der havde været fuldstændig fraværende i kampens første 79 minutter, og pludselige var det Argentina, der så slidte og rådvilde ud.

Sydamerikanerne holdt dog franskmændene fra yderligere scoringer, og derfor måtte kampen ud i forlænget spilletid.

Igen var det Argentina, der satte sig på begivenhederne, men selvom indskiftede Lautaro Martinez var tæt på, så holdt Hugo Lloris med en refleksredning Inter-angriberen fra at score.

Også i anden halvleg af den forlængede spilletid diskede Lloris op med en fin redning mod Martinez, men denne gang var Tottenham-målmanden mindre heldig.

Inter-angriberen blev sendt i dybden, og fra tæt hold kanonerede han bolden mod mål. Med en blanding af sine handsker og sit ansigt lykkedes det dog Lloris at holde bolden ude af nettet, men returen faldt lige ud for fødderne af Lionel Messi, der en smule ude af balance fik dirigeret bolden ind over stregen.

Igen så Argentina ud til at skulle løbe med det mest ikoniske af alle fodboldtrofæer, men igen var der en vis franskmand, der ville det anderledes.

Med bare fire minutter tilbage af den forlængede spilletid modtog Kylian Mbappé bolden på kanten af det argentinske felt. Med et kort aftræk sendte han en kvalificeret afslutning mod mål, men Gonzalo Montiel og Nicolas Otamendi kom stormende ud for at blokere forsøget, og til det formål brugte Montiel desværre for sydamerikanerne sin arm og albue.

Dermed var det igen op til Kylian Mbappé at eksekvere fra straffesparkspletten, og med hele verdens øjne hvilende på sig, leverede det franske ikon på den øverste af alle hylder.

Foto: Ritzau/Scanpix

Særligt Randal Kolo Muani havde i i overtiden af den forlængede spilletid muligheden for at sikre Frankrig sejren, og kun en vanvidsredning fra Emiliano Martinez sikrede Argentina en tur i straffesparkskonkurrencen, hvor Martinez var sikret en hovedrolle.

Straffesparkskonkurrence

Kylian Mbapé skulle allerede som Frankrigs første sparker til pletten i straffesparkskonkurrencen, og igen var han sikker. Det samme var Lionel Messi, og efter to spark var det således helt lige.

Det ændrede Emiliano Martinez på, da han snuppede forsøget fra Bayern Münchens Kingsley Coman, og så var det op til indskiftede Paulo Dybala, der ikke var uheldig med, at hans afslutning i midten af mål sneg sig ind.

Presset var derfor stort på Aurelien Tchouameni, og det blev ikke mindre, da Emiliano Martinez særdeles usportsligt tog bolden og kastede den langt væk. Aston Villa-målmanden slap uden en advarsel, men han havde rystet Real Madrid-midtbanespilleren, som sendte sit straffespark helt forbi mål. Leandro Paredes kunne derfor bringe Argentina foran 3-1, og selvom Hugo Lloris fik fingrene på, kunne han ikke holde bolden ude.

Dermed skulle Randal Kolo Muani score, og med et hårdt spark højt i midten af målet holdt han det franske håb i live. Gonzalo Montiel kunne dog stadig afgøre det for Argentina, og det gjorde han, da han sendte Hugo Lloris til højre og selv sparkede bolden ind til venstre.

Dermed står Argentina, som det var tilfældet i 1978 og 1986, som vindere af det fornemste af alle landsholdstrofæer.

Foto: Ritzau/Scanpix

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P