Sygdom i den franske VM-trup: Deschamps giver opdatering frem mod VM-finalen
Den franske VM-trup har været ramt af sygdom, hvilket gav plads til nye spillere i startopstillingen i semifinale-opgøret mod Marokko.
Den igangværende uge har været lidt mere presset end normalt i den franske VM-lejr.
Således har både Adrien Rabiot og Dayot Upamecano døjet med sygdom i form af halsbetændelse og forkølelse, der ifølge den franske VM-lejr formentligt skyldes den voldsomme brug af aircondition ved slutrunden.
Men hvordan ser det egentlig ud for de to vante startere fra Frankrig, når man ser frem mod VM-finalen på søndag. Det gav den franske landstræner, Didier Deschamps, et indblik i efter onsdagens VM-semifinale.
Ifølge det franske medie RMC kunne den franske landstræner overbringe glædelige nyheder efter opgøret mod Marokko. Det ser nemlig ud til, at både Rabiot og Upamecano når at blive klar til VM-finalen.
– Dayot (Upamecano red.) har været syg siden lørdagens kamp mod England. Han var i stand til at træne en smule tirsdag. Jeg har selv været spiller, og når man har feber, som han havde, så er man ikke i stand til at spille en kamp med så høj intensitet.
– Adrien har haft samme symptomer siden tirsdag. Han havde det en smule bedre her til aften (onsdag, red.), men han blev på hotellet. Normalt ville jeg sige, at de begge er klar til finalen. Dayot er nok klar, og det er Adrien også, hvis alt går godt, kunne den franske landstræner fortælle frem mod VM-finalen.
Mbappé og Frankrig har aldrig tabt en VM-kamp, når han er startet på banenDeschamps kunne dog yderligere fortælle, at Kingsley Coman ikke kom i kamp mod Marokko, da han hen på eftermiddagen onsdag også begyndte at få samme symptomer som Rabiot og Upamecano.
De franske spillere har nu torsdag, fredag og lørdag til at komme oven på igen, inde VM-finalen mod Argentina løber af stablen søndag eftermiddag.