
Mæhle i muligt mega-skifte
Vedvarende rygter i Italien sender den danske landsholdsspiller til endnu større adresse.

Joakim Mæhle blev på det nærmeste et fænomen i Danmark sidste sommer.
Populariteten er ikke helt så stor i Atalanta, hvor han godt nok har spillet 14 ud af 15 kampe for Bergamo-klubben, men i seks af kampene har det været som indskifter, og kun tre gange har han spillet fuld tid.
Det står i skarp kontrast til nordjydens rolle på det danske landshold, hvor han formentlig er blandt de første på holdkortet, og kun i to af de seneste 25 landskampe har han ikke været at finde i Kasper Hjulmands startopstilling.
Måske er det lige netop præstationerne i den rød-hvide landsholdstrikot, der har fungeret som en øjenåbner i Torino, hvor storklubben Juventus i stigende grad sættes i forbindelse med den 25-årige dansker.
Sky Sport Italia beskrev tidligere på ugen Juventus’ interesse i danskeren, og flere og flere medier melder sig nu i koret.
Senest kan Footitalia berette, at Juventus er på udkig efter en erstatning for colombianske Juan Cuadrado, der har kontraktudløb til sommer.

34-årige Cuadrado er mere eller mindre fast mand for Juventus, hvor han skiftevis gør sig som back og wing – meget lig den rolle, som Joakim Mæhle har på særligt det danske landshold.
‘Il Bianconeri’ menes allerede i januars transfervindue at ville sende et bud på den tidligere AaB-spiller til Atalanta, men endnu melder historien intet om, hvad de er villige til at betale.
Joakim Mæhle skiftede i januar 2021 belgiske Genk ud med Atalanta, mens en check på cirka 100 millioner kroner blev sendt den anden vej.