Dolberg efter kritik fra træner: Gør ikke noget godt for mig
Kasper Dolberg fortæller, at kritikken fra Sevilla-træner, Jorge Sampaoli, ikke gør noget godt for ham, men han fastslår, at han nok skal få det vendt.
Kasper Dolberg blev inden opgøret mod F.C. København kritiseret voldsomt af sin egen træner.
Alligevel var han at finde i startopstillingen mod FCK, da Sevilla tirsdag aften tog imod de danske mestre. Den danske landsholdsangriber blev dog flået ud i pausen.
Efter kampen blev han forholdt den kritik, som han har fået af Jorge Sampaoli, da han blev interviewet af TV3+.
– Jeg har haft en snak med træneren, og der fik også fortalt, hvad han mener om mig.
Hvad mener han?
– Det han sagde i går. Det var nogenlunde de samme gloser, han fik brugt. Men jeg er her jo for at være en del af holdet og for at score nogle mål på et tidspunkt. Så jeg arbejder bare videre, fortæller Dolberg.
Highlights: Nederlag til Sevilla sender FCK ud af europæisk fodboldDirekte adspurgt om det ikke er svært at præstere, når man får sådan en kritik fra sin egen træner, var Dolberg også ganske klar i spyttet.
– Det hjælper da ikke. Det gør ikke noget godt for mig, men altså, jeg har jo prøvet det før. Jeg skal nok få det vendt, siger han til TV3+ efter kampen.
Kasper Dolberg har spillet syv kampe for Sevilla, men har endnu ikke fået hul på bylden.