
Mikael Uhre og Union skal op imod danskerklub i MLS-semifinalen
Der er dømt danskermøde i den ene af de to MLS-semifinaler, når Mikael Uhre og Philadelphia Union skal op imod New York City FC.

Det bliver New York City FC og danske Malte Amundsen, der i MLS-semifinalen får æren af at byde Mikael Uhre op til dans.
Mikael Uhre og Philadelphia Union spillede sig natten til fredag i semifinalen med en 1-0-sejr over FC Cincinnati, og søndag aften dansk tid gjorde New York City FC dem kunsten efter.

CF Montreal var ikke noget match for New York City FC, der tog fra Canada med en stensikker 1-3-sejr.
Den tidligere Vejle-spiller, Malte Amundsen, måtte for femte MLS-kamp i streg se hele kampen fra bænken.
Den 24-årige danske forsvarsspiller var ellers mere eller mindre fast mand for søsterklubben til Manchester City igennem den regulære sæson, men i de sidste tre kampe måtte han se til fra bænken, ligesom det var tilfældet i ottendedelsfinalen mod Inter Miami og så altså i søndagens opgør mod CF Montreal.
Det bliver Mikael Uhre og Philadelphia Union, der får hjemmebanefordel i semifinalen, som søndag den 30. oktober skal spilles klokken 20:00 dansk tid på Subaru Park i Philadelphia-forstaden Chester.