Premier League

Joachim Andersen håber: Bliver sjovt hvis Diego Costa spiller

Danske Joachim Andersen kan komme til at stå overfor Diego Costa, når Crystal Palace tirsdag aften tager imod Wolves på Selhurst Park.

Danske Joachim Andersen ser frem til at møde Diego Costa.
Foto: Phil Noble/Reuters/Ritzau Scanpix

Det er nok ikke alle, der ligefrem ser frem til at møde Diego Costa.

Det er ikke desto mindre tilfældet for danske Joachim Andersen, der tirsdag aften kan stå overfor den spansk/brasilianske angriber, når han og Wolverhampton gæster Crystal Palace på Selhurst Park.

– Costa er en rigtig karakter. Det bliver en sjov kamp, hvis han spiller. Jeg kan godt lide at spille mod den slags angribere, så forhåbentlig får vi os en god slagudveksling, siger Joachim Andersen således til Premier Leagues egen tv-kanal.

Joachim Andersen blev tidligere på sæsonen hyldet for at pakke Liverpools nyindkøb, Darwin Nunez, godt ind – faktisk så godt at uruguayaneren fik et rødt kort for at stange danskeren en skalde.

Den slags ligger ikke fjernt for Diego Costa, som kom tilbage til Premier League, da han efter et halvt år uden klub skrev kontrakt med Wolves den 12. september.

Indtil videre er det blevet til tre optrædener for den tidligere Chelsea-angriber, som endnu ikke har fundet vej til nettet i sine i alt 171 spilleminutter i denne sæson.

Officielt: Diego Costa er tilbage i Premier League

Mens Wolverhampton med ni point er at finde én plads over nedrykningsstregen, så ser det kun marginalt bedre ud for Joachim Andersen og Crystal Palace, der med ét point mere ligger på en 13. plads.

Crystal Palace har dog en kamp i hånden i forhold til de fleste andre klubber i Premier League, og hvis man spørger den dansker forsvarsspiller, så har sæsonstarten været ganske god.

Highlights: Joachim Andersen trak sig sejrrigt ud af danskeropgør, da Leeds gæstede Crystal Palace

– Vi har haft det hårdeste program af noget hold i Premier League, hvor vi har mødt topholdene i store udekampe. Så at få 10 point i ni kampe er ikke så dårligt, men selvfølgelig skal vi have flere, lyder det fra Andersen.

Crystal Palace har indtil videre i sæsonen mødt Arsenal, Liverpool, Aston Villa, Manchester City, Brentford, Newcastle, Chelsea, Leeds og Leicester.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P