Carlos Zeca slår fast: Jeg giver ikke op
Carlos Zeca nåede dårligt at komme rigtigt tilbage for F.C. København, før en ny korsbåndsskade ramte kaptajnen. Han har dog ikke tænkt sig at lade skaden diktere hans karrierestop.
Fem kampe i Superligaen og to i henholdsvis Champions League-kvalifikationen og to i hovedturneringen.
Det var, hvad Carlos Zeca nåede imellem sine to korsbåndsskader.
Med undtagelse af én dag var der præcis ét år imellem de to skæbnesvangre dage for F.C. København-anføreren, som altså nåede at overrive sit korsbånd to gange på ét år.
Nu venter der endnu en lang vej tilbage til fodbolden for den 34-årige fodboldspiller, for tilbage det vil han.
– Selvfølgelig. Jeg stopper ikke, og jeg giver ikke op. Jeg vil gøre mit bedste for at komme stærkere tilbage. Jeg fortjener ikke at slutte min karriere på den her måde, lyder det fra Carlos Zeca til FCKTV.
– Jeg vil være i stand til at stoppe min karriere ved selv at gå fra banen uden smerter og efter at have klaret at komme tilbage yderligere én gang. Så lige nu har jeg det sådan, at det ikke er slut endnu – historien fortsætter, lyder det videre fra Zeca.
Neestrup efter Zeca-skade: Det gør ondt på os alleDen græsk-portugisiske midtbanespiller har kontrakt udløb i F.C. København til sommer, og dermed skal der formentlig en kontraktforlængelse til, hvis han igen skal træde ind på grønsværen i Parken.
Selv er han dog ikke i tvivl om, hvordan det skal lykkes ham at komme tilbage.
– Med støtte fra folk i klubben, mine holdkammerater, fansene, passionen for at spille fodbold. Det giver mig stor styrke. Det er ikke slut for mig endnu. Det vil nogle måske tro, og jeg forstår dem godt med tanke på min alder og to korsbåndsskader, men i mit hoved er jeg ikke færdig, forklarer F.C. Københavns nummer 10.
Carlos Zeca fortæller desuden, at den støtte han har modtaget fra både fans, holdkammerater og tidligere holdkammerater har været ganske overvældende.