Guardiola om vilde Haaland inden mødet med FCK: Ingen kan konkurrere med ham
Onsdag skal F.C. København stå overfor stjernespækkede Manchester City på Etihad Stadium. Her venter blandt andre Erling Haaland.
Erling Haaland har ikke set sig tilbage, siden han skiftede til Manchester City denne sommer.
Senest blev det til et hattrick i 6-3-sejren over Manchester United for den norske stjerne. Næste opgave lyder på F.C. København onsdag aften.
På tirsdagens pressemøde forud for opgøret mod FCK, blev Pep Guardiola naturligvis spurgt ind til Erling Haaland.
Her hersker der ingen tvivl om, at den spanske Manchester City-manager er svært begejstret for sit norske våben i angrebet, der efter 11 kampe i klubben står noteret for 17 mål.
– Der er ingen på hans alder, der kan konkurrere med ham. Ingen. Tallene taler for sig selv, lød det fra Pep Guardiola ifølge Manchester Citys hjemmeside.
Det er dog ikke kun Erling Haalands mange mål, der har imponeret City-manageren.
Også nordmandens opførsel både på og udenfor banen har spillet en essentiel rolle i, at Haaland har fået så stor succes i klubben på så kort tid.
– I omklædningsrummet og på banen, der ser vi ting, som ikke er statistikker, men som gør os virkelig glade for, at han er her.
– God kemi opstår normalt, hvis det er gode og rare mennesker.
– Han har en masse gode egenskaber udenfor banen med de unge spillere og staben. Der er mange ting – han er ikke kun en angriber, der scorer mål.
Så blev det mandag igen: Hvilke rekorder slog Erling Haaland i weekenden? Og hvilke rekorder står for skud?Om Davit Khocholava og Denis Vavro også får et godt indtryk af Erling Haaland bliver vi klogere på onsdag aften, når de to FCK-stoppere skal forsøge at holde Manchester City fra netmaskerne.
Kampen mellem Manchester City og F.C. København fløjtes i gang i England onsdag klokken 21.00. Opgøret kan ses på TV3 + og Viaplay.