3F Superligaen

Nicolai Vallys forsikrer: Ikke derfor jeg kom til Brøndby

Brøndby fik søndag eftermiddag blot et enkelt point ud af hjemmekampen mod Superligaens bundprop – Lyngby. Det er ikke den slags resultater, der fik lokket Nicolai Vallys til Vestegnen fra Silkeborg.

Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix

Brøndby hænger fast i den tunge ende af Superligaen.

Søndag havde de blå-gule ellers en på papiret fin mulighed for at få tre point, da sejrsløse Lyngby gæstede Brøndby, men efter kampen stod der 3-3 på måltavlen, og dermed blev det kun til et enkelt point til begge mandskaber.

– Det giver sig selv, selvfølgelig var det ikke for at spille uafgjort på hjemmebane mod Lyngby, at jeg kom til Brøndby, så vi skal have nogle sejre, og de skal komme hurtigst muligt, og det starter forhåbentlig på søndag mod Randers, sagde Nicolai Vallys efter kampen til 6’eren.

Brøndby kom foran både 2-1 og 3-2, men med en scoring to minutter før tid fik Superligaens bundhold alligevel ét point med sig fra Brøndby Stadion.

– Det er vi langt fra tilfredse med, der er meget stille dernede (i omklædningsrummet, red.). Vi har en del chancer, og jeg synes egentlig, at vi skal være foran med mere end ét mål i første halvleg. I Pausen snakker vi om, at vi skulle have lukket kampen, men det får vi ikke gjort, så det er selvforskyldt.

Brøndby sendt fra banen med pibekoncert efter dramatisk Lyngby-dyst

– Vi kæmper videre og tror på os selv. Når skuffelsen har lagt sig, så er jeg sikker på, at vi kan tage nogle positive ting med fra den her kamp. Lige nu er det svært. Vi kigger fremad og glæder os til på søndag, lød det fra målscoreren til 2-1 – Nicolai Vallys.

Kampen mod Lyngby markerer halvvejsmærket i grundspillet for begge mandskaber. På søndag skal Brøndby en tur til Randers, mens det weekenden efter står på københavnerderby på Brøndby Stadion. Herefter følger to ture til Aarhus, hvor først Aarhus Fremad tager imod i pokalen, inden AGF byder indenfor.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P