
FC Barcelona ansætter tidligere spiller som sportsdirektør
Johan Cruyff havde en stor karriere som både spiller og træner i FC Barcelona. Nu går hollænderens søn Jordi Cruyff i faderens fodspor, da han netop er præsenteret som klubbens sportsdirektør.

Navnet Cruyff er synonym med FC Barcelona.
Således også i nutiden, hvor Jordi Cruyff netop er tiltrådt stillingen som sportsdirektør i den catalanske storklub. Det oplyser klubben på sin hjemmeside.
48-årige Jordi Cruyff, der er søn af klublegenden Johan Cruyff, har som sin far en fortid i klubben som spiller.
Artiklen fortsætter efter reklamen
Jordi Cruyff har siden sommeren sidste år været i klubben i en stilling som global sportsdirektør, men overtræder nu i rollen som sportsdirektør. Her skal han blandt andet have ansvar for klubbens køb og salg af spillere fremover.

Den tidligere angriber har prøvet rollen som sportsdirektør før, da han har haft stillingen i klubber som israelske Maccabi Haifa og cypriotiske AEK Larnaca. Men det er nok nærmere fortiden som spiller i FC Barcelona, der har spillet ind for Jordi Cruyff i forhold til en retur til klubben.
Han spillede nemlig for storklubbens førstehold i perioden 1994-1996, hvorefter han skiftede til Manchester United. Forinden havde han haft en stor del af sin ungdomskarriere i klubben, hvor han startede på U16-holdet i 1988. Det blev til i alt 53 kampe for førsteholdet i FC Barcelona.

Næste kamp for FC Barcelona i LaLiga er hjemmekampen mod Elche lørdag. Der fløjtes op klokken 16.15, og du kan se opgøret på TV2 Sport X og TV2 Play. FC Barcelona er inden kampen nummer to i LaLiga to point efter rivalerne fra Real Madrid.