
PL-oprykker blandt de mest indkøbsivrige i Europa
Oprykkerne fra Nottingham Forest har i den grad haft spenderbukserne på i dette transfervindue, hvor 17 nye spillere er ankommet.

Traditionen tro har Premier Leagues oprykkere brugt mange penge i dette transfervindue.
Alligevel var det nok de færreste, der regnede med 17 nye spillertilgange.
Ikke desto mindre er det tilfældet hos Premier League-oprykkerne fra Nottingham Forest, der har brugt intet mindre end 134 millioner pund – svarende til knap 1,2 milliarder kroner.
Et svimlende beløb, som er mere end Everton, Aston Villa, Leicester og Brighton har brugt tilsammen på spillere i samme periode.
Det er kun FC Barcelona og Chelsea, der har brugt flere penge end Nottingham Forest i dette transfervindue.
Oprykkerne har fået en udmærket start på Premier League med fire point i de første tre opgør.

Nottingham Forest spiller søndag eftermiddag, når Tottenham gæster City Ground klokken 17:30. Kampen kan følges direkte på See og Viaplay.