Premier League

HIGHLIGHTS: Arsenal afværgede Leicester-comeback ad to omgange

Gabriel Jesus fik en forrygende hjemmebanedebut for Arsenal, da de lørdag sejrede med 4-2 efter at have afværget hele to comeback-forsøg fra Leicester.

Foto: Adrian Dennis/AFP/Ritzau Scanpix

Arsenal spillede lørdag sæsonens første hjemmekamp, da Leicester kom på besøg.

Her trak London-klubben sig sejrrigt ud af opgøret med 4-2, efter en drømmedebut i Arsenal-trøjen på Emirates Stadium for Gabriel Jesus, der nettede to gange i første halvleg.

Leicester var tæt på at gøre comeback to gange, men i begge tilfælde fik Arsenal afværget lynhurtigt.

Gabriel Jesus skulle ikke bruge mere end 23 minutter i sin hjemmebanedebut, inden han kvitterede med en perle af et mål.

Efter lidt småspil og hurtige kombinationer omkring Leicester-feltet, modtog Gabriel Jesus bolden fra Granit Xhaka. Helt stående sendte han en følt afslutning over i det lange hjørne til 1-0.

Allerede 12 minutter senere dukkede den brasilianske angriber op igen, denne gang efter et hjørnespark. Her så Jamie Vardy ikke for god ud i situationen, da han endte med at forlænge bolden om til bagerste stolpe, hvor Gabriel Jesus helt umarkeret kunne sætte panden på og dirigere bolden i mål. 2-0 efter 35 minutter, hvilket fortsat var stillingen ved pausen.

Kort efter pausen fik Leicester fornyet håb, da Arsenals William Saliba forsøgte at heade bolden tilbage til Ramsdale i Arsenal-målet. De to gik dog skævt af hinanden, og så stod der ellers 2-1.

Drømmene om et comeback blev dog hurtigt gjort til skamme. Allerede to minutter efter reduceringen, ville Leicester formentlig for en stund ønske, at det fortsat var Kasper Schmeichel, der vogtede buret.

Således mislykkedes Danny Wards forsøg på at gribe bolden med én hånd fuldstændigt, og bolden endte i stedet for fødderne af Granit Xhaka, der med største lethed sparkede den i mål. 3-1 til Arsenal efter 55 minutter.

Leicester formåede dog at bringe spænding tilbage i opgøret for en kort stund. Det skete, da James Maddison efter 74 minutter lykkedes med en afslutning fra en spids vinkel, som Ramsdale vil ærgre sig over gik i mål.

Endnu en gang fik Arsenal afværget et comeback-forsøg, da Gabriel Martinelli fra kanten af feltet fik sparket bolden over i det lange hjørne. Også denne gang blot to minutter efter Leicesters reducering.

Dermed endte kampen med 4-2 til Arsenal, der nu indtager andenpladsen i Premier League med maksimum point efter to kampe.

Arsenal 1-0 Leicester (Gabriel Jesus, 23′)

Arsenal 2-0 Leicester (Gabriel Jesus, 35′)

Arsenal 2-1 Leicester (William Saliba, selvmål, 53′)

Arsenal 3-1 Leicester (Granit Xhaka, 55′)

Arsenal 3-2 Leicester (James Maddison, 74′)

Arsenal 4-2 Leicester (Gabriel Martinelli, 76′)

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P