Medie: Købet af ny angriber trækker ud i Brøndby
Onsdag kom det frem, at Brøndby IF angiveligt er millimeter fra at kunne præsentere en ny angriber i klubben, men ifølge B.T.s oplysninger trækker handlen ud.
Onsdag skrev TV3 Sport som de første, at Brøndby IF er særdeles tæt på at kunne præsentere en ny angriber i klubben.
Der er her tale om bundesligaklubben FC Kölns Sebastian Andersson.
Torsdag har tyske medier, herunder Sky og Bild, skrevet, at den 31-årige angriber skulle være på vej mod dansk jord, formentlig for at gøre skiftet endegyldigt.
Nu går de seneste meldinger dog på, at handlen trækker ud. Det skriver B.T.
Årsagen er, at Sebastian Andersson har en ikke helt uvæsentlig skadeshistorik med i bagagen. Derfor vil Brøndby gerne være sikre i sin sag, inden man skriver under.
Derfor skal man, ifølge B.T., ikke forvente en præsentation af Köln-angriberen forud for Brøndbys kamp mod FC Basel torsdag aften.
Svær opgave i vente: Se Niels Frederiksens udvalgteDet danske medie skriver videre, at den 31-årige svensker tidligere i karrieren pådrog sig en slem skade, der resulterede i, at han blandt andet ikke bestod et lægetjek i tyrkiske Antalyaspor.
Derudover skulle Sebastian Andersson også kun have deltaget i træningerne i FC Köln cirka hver anden gang.
Alligevel skulle klubben fra vestegnen håbe på at have en aftale på plads med den skadesplagede angriber i løbet af fredag.
Ekstra Bladet skrev onsdag, at Brøndby IF formentlig kommer til at betale ti millioner kroner for sin nye angriber.
B.T. erfarer dog, at selve overgangssummen skulle være af symbolsk karakter, mens svenskeren til gengæld er en løntung herre. Om ti millioner kroner er et symbolsk beløb i denne sammenhæng, vides ikke.