Europæisk Fodbold

Dansk stortalent nettede i Champions League-ottendedelsfinale – nu forlænger han i Østrig

I marts scorede han i Champions League på Allianz Arena. Nu har den unge dansker sat sin signatur på en kontraktforlængelse.

Danmarks Maurits Kjærgaard har udlignet til 1-1 og jubler med Mohamed Daramy under U21 EM-kvalifikationskampen mellem Danmark og Skotland, på Vejle Stadion fredag den 10. juni 2022.. (Foto: Bo Amstrup / Ritzau Scanpix/Ritzau Scanpix)

Maurits Kjærgaard skiftede i sommeren 2019 Lyngby BK ud med Red Bull Salzburg. Efter et par sæsoner hos udviklingsklubben FC Liefering fik han i seneste sæson en fast plads på førsteholdet i Salzburg.

Her har den 19-årige dansker imponeret klubben så meget, at han nu har sikret sig en kontraktforlængelse, der binder ham til Salzburg indtil sommeren 2026.

I det forgangne år nettede Maurits Kjærgaard blandt andet for den østrigske klub i deres nedslagtning på Allianz Arena i ottendedelsfinalen af Champions League.

Danskerens flotte mål var gæsternes eneste scoring, mens Bayern Münchens sprudlende offensiv fik netmaskerne til at blafre syv gange.

Kjærgaard har trods sin unge alder allerede seks danske U21-landskampe under bæltet, og han ser frem til sin fortsatte udvikling hos den østrigske klub.

– Jeg er meget tilfreds med det hele i min første sæson hos Red Bull Salzburg, da jeg har fået muligheden for at spille en rolle i vores store succeser, siger han og fortsætter.

Medie: Premier League-oprykker jagter dansker

– Jeg er meget tilfreds, og det motiverer mig til at fortsat at arbejde hårdt, så jeg kan få endnu mere spilletid og udvikle mig mere. Forlængelsen af min kontrakt motiverer mig endnu mere, siger danskeren til klubbens hjemmeside.

Kjærgaard har fået en flot start på denne sæson. To runder inde i den østrigske Bundesliga står han allerede noteret for et enkelt mål, der faldt i weekendens nederlag mod Sturm Graz.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P