3F Superligaen

Zeca tilbage i truppen for FCK – Falk glæder sig

Efter næsten ti måneders fravær, er F.C. Københans Carlos Zeca nu tilbage i truppen hos de forsvarende danske mestre - det vækker stor glæde hos en af klubbens helt store profiler, Rasmus Falk.

F.C. københavn, FCK, Rasmus Falk, Carlos Zeca, Zeca skade, Superligaen
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Den 3. oktober 2021.

Så længe er det siden, at Carlos Zeca har været i aktion i en officiel kamp for F.C. Københans førstehold.

Dagene som skadet er dog ved at være talte for FCK-kaptajnen, da de forsvarende mestre lørdag har valgt at udtage den 33-årige midtbanemotor til kampen mod Viborg FF søndag – som i øvrigt også var modstanderen i den skæbnesvangre kamp for næsten ti måneder siden.

‘Zeca’ må utvivlsomt være svært begejstret over udsigten til comeback på førsteholdet, men han er langt fra den eneste. Også Rasmus Falk virker ualmindeligt glad over at have sin kaptajn tilbage i kamptruppen igen:

– Det er skønt, og det er noget, vi har ventet på i meget lang tid og set frem til. Personligt er jeg rigtig rigtig glad for det. Jeg har spillet mange kampe sammen med ham, og jeg har kunnet følge ham hele vejen igennem i de her ni måneder, så det er dejligt at se, at han endelig får muligheden for at komme tilbage til det, han elsker.

– Zeca har for mig været en af de vigtigste spillere i F.C. København i rigtig mange år, hvis ikke den vigtigste. Jeg ser ham som en fantastisk spiller og en fantastisk person, og jeg glæder mig til, at han kommer tilbage, lyder det fra Rasmus Falk til F.C. Københavns hjemmeside.

FCK-stjerne vender tilbage: Jeg er klar om tre uger

Det er dog ikke kun i spillet på banen, som Rasmus Falk glæder sig til i forbindelse med Carlos Zecas comeback. Han har således store forventninger til fansenes modtagelse af den græske midtbanedynamo.

– Jeg kan slet ikke vente med at se, hvordan folk tager imod ham, når han er tilbage på banen, for han fortjener en kæmpe hyldest, specielt for de måneder hvor han har trænet hårdt.

Selvom forventningens glæde er stor i FCK-lejren, understreger Rasmus Falk, at man nok ikke skal skrue sine forventninger helt i top lige med det samme:

– Han skal selvfølgelig have tid og lov til at finde sit niveau igen, for alle ved jo godt, at man ikke bare går på banen på sit allerbedste niveau fra dag 1. Men jeg er sikker på, at han kommer stærkt tilbage og rammer sit bedste niveau igen, lyder det fra FCK-kreatøren.

F.C. København gæster Viborg FF på Energi Viborg Arena til klubbens superligakamp nummer 1.000 søndag klokken 16.00.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P