
AGF med ny klubtrøje: Fans må vente med et eksemplar
AGF tager søndag eftermiddag imod Viborg FF i sæsonens første hjemmekamp. Her vil hjemmeholdet være iført en helt ny spillertrøje, som fans dog må vente med at få fingrene i.

På søndag tager AGF’s fans imod Uwe Rösler for første gang, når klubben spiller sæsonens første hjemmekamp i Superligaen.
Her vil fansene også kunne se spillerne være iklædt en helt ny hjemmebanetrøje, som de dog selv må se langt efter. På grund af store leverings- og fragtproblemer, lander den nemlig først i fanshoppen i midten af august. Det skriver AGF på sin hjemmeside.
– Når AGF’s 3F Superligahold løber på banen på søndag til sæsonens første hjemmekamp bliver det i en ny hjemmebanetrøje. Her vil spillerne nemlig for første gang spille i AGF’s nye trøje for sæsonen 2022/2023.

– Men udenfor banen må fansene desværre vente lidt med at få fat i trøjen. For AGF og hummel er som mange andre ramt af de store leverings- og fragtproblemer, som præger Europa i de her måneder, og den nye trøje er derfor desværre blevet forsinket i almindeligt salg.
– Det betyder, at AGF’s sæsonkortholdere siden i mandags som de første har kunne forudbestille trøjen og dermed komme først i køen, mens alle andre fra i dag kan forudbestille den nye trøjen. Den sendes så ud i den rækkefølge den er bestilt, når den – som forventet – lander i Aarhus midt i august, lyder det fra AGF.

AGF’s spillere er dermed iklædt den helt nye hjemmebanetrøje søndag den 24. juli, når Viborg FF gæster Ceres Park klokken 14:00.