Kent Nielsen: Her vil jeg gerne forstærke mit hold
Kent Nielsen er på udkig efter nye spillere til særligt en position, hvor bronzevinderne fra Silkeborg IF i øjeblikket er hårdt ramt.
Silkeborg IF går en spændende sæson i møde, hvor klubben på nuværende tidspunkt allerede har sikret sig et europæisk gruppespil. Om det så kommer til at hedde Europa League eller Conference League, skal to playoff-kampe afgøre i slutningen af august.
Derfor skal Kent Nielsens bronzemandskab ud og have sig en større trupbredde i sommerens transfervindue, hvor man allerede har gjort sig to nyerhvervelser i form af Lukas Engel (hentet på en permanent aftale, red.) og Lukas Klitten, mens også målmand Oscar Hedvall er vendt retur fra sit lejeophold i FC Fredericia.
Nu afslører Kent Nielsen til campo.dk, at han gerne ser sin klub hente spillere til særligt én position, hvor man i øjeblikket er sårbare grundet en skade.
– Der er inden tvivl om, at qua at Alexander Lind – der så at sige var nummer to (i angrebshierarkiet, red.) – nu skal opereres, det gør selvfølgelig, at vi er opmærksomme på markedet omkring angrebspositionen, hvor vi ikke har voldsomt mange.
– Vi har nogen, der nok godt kan dække det ind i en enkel kamp, men vi er da opmærksomme på, om der eventuelt kunne være noget for os på markedet der, siger Kent Nielsen efter tirsdagens træningspas på JYSK Park.
Her medgiver han også, at der kan blive behov for flere tilgange, hvis klubbens bronzesæson i fjor betyder, at nogle spillere søger mod større adresser.
Se listen: Sommerens til- og afgange i Superligaen– I store dele af truppen føler vi, at vi har en vis bredde. Vi er også bevidste om, at vi er i et transfervindue, og at der har været noget interesse for nogle af vores spillere.
– Vi er selvfølgelig også bevidste om, at lige pludselig kan det gå stærkt, og så skal vi være opmærksomme på, hvad vi så agter at gøre. De tanker har vi, lyder det fra Kent Nielsen.
Du kan se videointerviewet med Kent Nielsen øverst i artiklen.
Angrebspositionen er da også et sted, hvor man risikerer at miste nok en angriber, da sidste sæsons topscorer i Superligaen meget gerne vil videre fra Silkeborg IF denne sommer.
Noget, du kan læse mere om herunder.
Superligaens topscorer øjner skifte til udlandet: Føler mig klar og har lystSilkeborg IF tager hul på den nye sæson i Superligaen søndag den 17. juli klokken 14:00, hvor man tørner sammen med oprykkerne fra Lyngby Boldklub på Lyngby Stadion.