Er tredje gang lykkens gang? Udenlandsk klub byder på Brøndby-anfører
28-årige Andreas Maxsø har længe bedyret, at han gerne vil tilbage til udlandet. Nu er endnu et bud angiveligt landet på Carsten V. Jensens bord.
Brøndby-kaptajnen Andreas Maxsø har været en kulturinstitution på vestegnen, siden han kom til tilbage til klubben i 2019.
Han har i flere omgange været et mulehår fra at skifte videre i sin karriere i de seneste transfervinduer, hvor en handel med russiske Rostov faldt igennem sidste sommer og i vinter havde franske Bordeaux ham så højt på ønskelisten. Men handlerne gik aldrig igennem.
Tidligere på ugen meldte en ny klub sig så ind i jagten på stopperen. Her er der tale om den israelske topklub Maccabi Tel Aviv, som nu har lagt et bud for Brøndby-profilen.
Artiklen fortsætter efter reklamen.
Tel Aviv har ifølge Ekstra Bladets oplysninger budt 7,5 millioner, som er godt og vel fire millioner under Maxsøs frikøbsklausul. Men med kun ét år tilbage af kontrakten, og officielle meldinger fra vestegnsklubben om, at man gerne vil sælge ud, virker det umiddelbart ikke som et helt urealistisk transferbeløb for den danske landsholdsbobler.
Men den israelske klub får angiveligt konkurrence fra den tyrkiske klub Konyaspor, der ligeledes har erklæret deres interesse i Andreas Maxsø.
I indeværende transfervindue har Tel Aviv allerede sikret sig den israelske landsholdsbomber Eran Zahavi, der vender hjem fra PSV Eindhoven. Tel Aviv-klubben er endvidere en traditionsrig klub af slagsen, da de har vundet det israelske mesterskab hele 24 gange og løftet trofæet fra pokalturneringen ditto antal gange.
Maxsø har kontraktudløb med Brøndby næste sommer. Han har spillet 100 kampe for klubben med seks mål og to assists til følge.