Kursændring i Brøndby IF får fatale konsekvenser – talenterne flygter til andre klubber
Brøndby IF har valgt at omlægge kursen på deres U9-årgang, hvor man vil agere anderledes - og det har allerede fået mærkbare konsekvenser.
Otte ud af ti Brøndby IF-spillere fra U9-årgangen har vinket farvel til klubben, da det er blevet offentligt kendt, at man vil skrue ned for elitemiljøfokusset og op for bredden i deres rekruttering af drengene på U9-U12.
Sådan skriver flere danske medier, herunder Ekstra Bladet tirsdag morgen. De bekræfter, at den nye strategi for U9-U12 årgangen på Vestegnen har sat gang i en regulær flugt fra klubben.
Artiklen fortsætter efter reklamen.
Her smutter fire af de unge talenter til FC Nordsjælland, mens tre tager til Gentofte Fodbold Akademi og én enkelt skifter til F.C. København.
– Det smerter virkelig mit store Brøndby-hjerte, at vi må flytte vores søn. Men det er for os ubegribeligt, at man ikke både kan have plads til elite og bredde blandt børnene i Brøndby, forklarer Jesper Larsen, som er far til en af de nu tidligere Brøndby-talenter.
SønderjyskE-angriber skifter til engelsk fodbold – kun personlige vilkår manglerFaren har valgt at flytte sin søn til FC Nordsjælland, da han føler den nye strategi er amatøragtig og uambitiøs for fremtiden.
– Jeg synes, at trænere, børn og vi forældre har fået en uanstændig behandling. Beslutningen kom for os som lyn for en klar himmel. Vi har slet ikke været involveret, konstaterer han.
Rammerne for det ellers anerkendte elitemiljø i Brøndby IF har dermed allerede fået markante konsekvenser fra klubben i form af spillerflugt.
Brøndby bekræfter: Leder stadig efter investorer – amerikaner i førersædetDe unge talenter skal altså ikke længere deles skarpt op i aldersgruppen U9-U12 for fremtiden. Brøndby IF vil vælge til – og ikke fra, forklarer næstformanden i klubben, Sten Lerche.
– Vi ønsker at styrke børnefodbolden bredt, og derfor kommer vi ikke til at udvælge spillere helt ned til U9-årgangen. Vi har en stærk tro på, at vi får et langt større rekrutteringsgrundlag, når de skal spille U13, fordi vi ikke vælger nogle børn fra, men vælger dem til.
Brøndby IF har dermed valgt en markant anderledes måde, at rekruttere og udvikle unge talenter på for fremtiden, end man f. eks. ser i FC Midtjylland, F.C. København og FC Nordsjælland, hvor U9-spillere skal igennem et sværere elitenåleøje for at blive en integreret del af fremtidens akademi. Her kommer kun de bedste med videre.
Men den præmis, som Sten Lerche opstiller, køber Jesper Larsen ikke.
– Hvis de drenge får en god udviklingsplan og et godt miljø i de klubber, som de skifter til, hvorfor skulle de så tage tilbage til Brøndby om tre-fire år, konstaterer Jesper Larsen afsluttende.
Han affejer samtidigt ideen om, at klubben kan bruge andre klubbers udviklingsplatforme til at hente spillerne ‘hjem’ igen med henblik på at rekruttere dem til deres Masterclass, der begynder fra U13-alderen.