
PSG afviser ikke Neymar-salg
Paris Saint-Germains præsident, Nasser Al-Khelaifi, afviser ikke, at Neymar kan være fortid i klubben, når næste sæson begynder.

I 2017 købte Paris Saint-Germain brasilianske Neymar for svimlende 222 millioner euro i FC Barcelona.
Det er stadig den dag i dag den dyreste spillerhandel mellem to klubber i fodboldhistorien. Neymar var dengang udset som den helt store frelser i PSG, hvor verdensstjernen skulle sørge for, at Champions League-trofæet ville havne i den franske hovedstad.
Knap fem år senere blev historien mellem PSG og Neymar dog aldrig lige så smukt som et H.C. Andersen-eventyr. Op- og nedture har der været massevis af i det turbulente forhold mellem den Qatar-ejede klub og den brasilianske verdensstjerne, mens et navn som Kylian Mbappé nu er udset til at være den store frelser med hjælp fra Neymars argentinske ven, Lionel Messi.

Nationalhelten er blevet tredjehjul i Paris, hvor der op til den kommende sæson er varslet oprydning i den stjernespækkede trup. Tørsten for succes i Champions League er der fortsat, men fiaskoen mod Real Madrid i den forgangne sæson har fået hovederne til at rulle i PSG.
Artiklen fortsætter efter reklamen.
Første afgang var sportsdirektør Leonardo, der er blevet erstattet af Luis Campos, mens klubbens cheftræner, Mauricio Pochettino, er “dead-man-walking,” da PSG allerede er i samtaler med en anden træner.

Det næste navn, der af mange medier er blevet spået en afgang, er manden, der tilbage i 2o17 blev hentet ind som frelseren. Klubben skulle være skuffet over Neymars præstationer, hvilket angiveligt har overbevist dem om, at brasilianerens tid i klubben er forbi.
Netop Neymars fremtid blev PSG’s præsident, Nasser Al-Khelaifi, også spurgt ind til, da han stillede op til et stort interview med spanske Marca.
Her ville præsidenten dog hverken be- eller afkræfte, hvorvidt Neymar har spillet sin sidste kamp i en PSG-trøje.
– Vi kan ikke snakke om disse ting i medierne. Nogle vil komme til, mens andre vil forlade. Men det er private forhandlinger, udtaler Nasser Al-Khelaifi.
Neymar har siden skiftet til Paris Saint-Germain i 2017 spillet 144 kampe i den franske hovedstadsklub. Her er det blevet til 100 mål og 60 assist.