
Journalist: Dortmund byder på målfarlig Ajax-stjerne
Fabrizio Romano har nok engang følerne ude, hvor Borussia Dortmund har budt på en afløser for Erling Haaland.

Borussia Dortmund er fortsat på udkig efter den rette frontangriber til at erstatte Erling Haaland, der som bekendt er i Manchester City.
Ifølge den altid pålidelige transferjournalist, Fabrizio Romano, har den tyske storklub nu vendt blikket mod de hollandske mestre fra Ajax i jagten på en ny storslået målscorer.
Dertil har Dortmund angiveligt tilbudt Ajax 245 millioner kroner for Sébastian Haller. Det skriver Fabrizio Romano på sin twitter-profil.
Med henblik på den overståede sæson, er der gode grunde til, at Dortmund netop øjner Haller som en potentiel målrig afløser.
Den 27-årige targetman har nemlig præsteret på allerhøjeste niveau i sæsonen 2021/2022. I den hollandske liga sluttede Haller som topscorer med 21 kasser foruden syv assists.
I Champions League tog ivorianeren europæisk fodbold med storm, hvor det blev til 11 scoringer i otte kampe, kun overgået af Karim Benzema og Robert Lewandowski.

Sidst Sébastian Haller prøvede kræfter af med en af de fem bedste europæiske ligaer blev aldrig den forventede succes. I 2019 tog han nemlig skridtet fra Frankfurt til West Ham, hvor han blot fandt vej til netmaskerne 10 gange i 48 kampe, inden turen gik til Ajax.