Ronaldo holder sit løfte: Nu skal han cykle Spanien tyndt!
Den brasilianske Ronaldo har tabt et væddemål. Nu har han sat sig op på elcyklen, hvor han skal tilbagelægge en lang vej i Spanien.
Real Valladolid er rykket op i LaLiga, hvilket bringer en anderledes udfordring med sig for klubpræsident Ronaldo Nazario.
Den brasilianske legende lovede efter Valladolid’s nedrykning i fjor, at han ville cykle i fodsporene af mange danske unge med sabbatår, hvis Valladolid sæsonen efter spillede sig tilbage i LaLiga.
Nærmere bestemt lovede Ronaldo, at han ville hoppe op på elcyklen og cykle til katedralen i Santiago de Compestela, som er endestationen for den berømte ‘Camino’.
– Da vi rykkede ned, vidste jeg, at vi havde et stort arbejde foran os, hvis vi ville tilbage i LaLiga. Jeg lovede det (at han ville cykle caminoen red.), og vi har gjort det godt. Særligt efter de ændringer vi lavede i starten af året og ændringen af vores indstilling, fortæller Ronaldo til Marca.
Ronaldo køber fodboldklubSøndag var der afgang fra Valladolids stadion, hvor brasilianeren har omtrent 400 kilometer til katedralen, hvis man følger Camino Frances, der også er kendt som ‘Den franske rute’ på dansk.
Normalt gåes ruten, men da Ronaldo selv anerkender, at han er alt andet end i god form, har han valgt at tage elcyklen.
– Caminoen bliver så smuk. Fysisk ved jeg, at jeg kommer til at lide, men det bliver en uforglemmelig oplevelse, sagde Ronaldo før afgang.
Ronaldo har angiveligt tænkt sig at cykle 50 kilometer af dagen, og hvis brasilianeren kan holde det snit, vil det tage godt en uge at gennemføre turen.