
Legendarisk Maradona-trøje solgt for svimlende millionbeløb
Diego Maradona's fodboldtrøje, som han bar i VM-kvartfinalen mod England i 1986, er blevet solgt på auktion.

Kvartfinalen mellem Argentina og England ved VM i 1986 ryger formentlig aldrig i glemmebogen.
Opgøret der endte 2-1 til argentinerne vil særligt blive husket for én mands legandariske scoringer – nemlig selveste Diego Maradona.
Ved det første mål steg den lille argentiner til vejrs og boksede bolden i kassen, hvilket har været omdiskuteret lige siden.
Fire minutter senere tog Maradona dribleturen fra egen banehalvdel for så til sidst at sende bolden i kassen. Et mål der stadig ryger frem i diskussioner om, hvilket mål, der historisk set, har været det bedste nogensinde.
Efter kampen fik den engelske midtbanespiller, Steve Hodge, æren af at bytte trøje med Maradona, og i sidste måned sendte han den på auktion.
Gevinsten fra trøjesalget var estimeret til at indsamle omkring 35 millioner kroner, men op til auktionens deadline, fik prisen et skub.

63 millioner kroner blev prisen for den måske mest legendariske trøje båret i en kamp, der samtidig slog rekord for den dyrest solgte sportstrøje nogensinde.
Den tidligere rekord lød på 38 millioner kroner, da Baseball-spilleren Babe Ruth’s trøje blev solgt i 2019.