Ung dansker i Arsenal glippede hattrick i topbrag: En af dem, hvor jeg bare skal score
19-årige Mika Biereth imponerer uge efter uge i Arsenal, og senest var han tæt på at kunne fuldende sit hattrick mod Manchester City.
Det er nok stadig de færreste, der er klar over det; At der løber en 19-årig dansker rundt og bomber løs i Arsenal.
Navnet er Mika Miles Biereth, og selvom han er født og opvokset i England, så har han en dansk far. Derfor har han ved flere lejligheder også optrådt på det danske U19-landshold.
Den unge dansk-engelske angriber skiftede i sommer på en fri transfer fra Fulhams ungdomsafdeling til Arsenals ditto. Her er han gået direkte ind i startopstillingen på Arsenal U23-hold, og han har ikke set sig tilbage siden.
Senest nettede han to gange, da Arsenal mandag tog imod Manchester City, der indtager førstepladsen i den såkaldte Premier League 2.
De to mål var dog ikke nok for Mika Biereth og de øvrige Arsenal-talenter, da Manchester City fik scoret to mål og dermed udlignede til 3-3 kort før slutfløjt.
Mika Biereth havde dog chancen for at fuldende sit hattrick i kampens absolut døende minutter, hvilket med al sandsynlighed havde været nok til at hive sejren hjem for Arsenal. Han missede dog, og det ærgrer ham efter kampen.
– Det er bare en dem.. En jeg skal sparke i mål! Det lykkedes ikke for mig i dag, men jeg har ikke tænkt mig at ryge for langt ned i kulkælderen af den grund.
– Jeg er sikker på, at jeg får rigeligt med chancer til at score flere mål, og jeg er lige så sikker på, at målene nok skal blive ved med at komme. Så, jeg vil ikke være for langt nede over det, men det er helt sikkert en af dem, som man skal score på, lyder det fra Mika Biereth til Arsenals hjemmeside.
INDBLIK: Mika Biereth – Det fremadstormende danske Arsenal-talentMed mandagens resultat indtager Arsenal nu tredjepladsen i U23-rækken, hvor kun West Ham og Manchester Citys ungdomsspillere har klaret sig bedre.
Mika Biereths to mål betyder, at han nu kan notere sig for ti mål i 19 kampe i den bedste engelske U23-række. En imponerende bedrift uanset, men især alderen på blot 19 år taget i betragtning.