Niels Frederiksen: Kunne spille 12.084 minutter uden mål
Niels Frederiksen mener, at Brøndby kunne have spillet hele 12.084 minutter mod Randers FC uden at få bolden i mål.
Brøndby havde svært ved for alvor at blive farlige mod Randers FC, da de to mandskaber tørnede sammen på Brøndby Stadion søndag.
Kampen endte med en 0-1-sejr til udeholdet fra Randers, og Brøndbys cheftræner, Niels Frederiksen, var efter kampen alt andet en imponeret over holdets skarphed – eller mangel på samme – i den offensive del af spillet.
– Vi sidder lidt med fornemmelsen af, at vi kunne have spillet 12.084 minutter og ikke have scoret alligevel, og det er ikke tilfredsstillende, når vi egentlig har bolden så meget som vi har, og laver så mange gode ting som vi gør i vores måde at angribe kampen på.
– Vi synes jo, at vi har så mange situationer, hvor vi kommer bag om dem og ind i de farlige områder, uden at få gjort tingene færdige. Vi får ikke gjort chancerne store nok, og mangler den kvalitet, der skal til – både i vores løb i feltet og pasningerne ind i feltet, lyder det fra Niels Frederiksen til discovery+.
Hvor de 12.084 minutter kommer fra vides ikke, men Niels Frederiksen mener altså, at Brøndby og Randers FC kunne have spillet kampen i mere end otte dage i streg, uden at Brøndby ville lykkedes med at få bolden over mållinjen.
Ærlig Brøndby-kaptajn: Ikke godt nokMed søndagens nederlag har Brøndby nu tabt de seneste to kampe i streg mod henholdsvis AaB og Randers FC. Niels Frederiksen mener da heller ikke, at Brøndby på nuværende tidspunkt er bedre end de øvrige klubber i mesterskabsspillet.
– Lige nu er vores niveau jo ikke højere end de andre hold i top seks, og det er formentlig noget under de bedste hold, og så ellers på linje med alle de andre hold. Det skal vi prøve at få løftet.
Brøndby skal på opgave ude mod Silkeborg næste søndag den 10. april, hvor man skal forsøge at få brudt den stime af dårlige resultater, der lige nu er ved at hobe sig op.