Mølgaard om ny kroatisk træner: Det er nu og her, det gælder
Vejle Boldklubs kulturbærer, Tobias Mølgaard, har ingenlunde mistet troen på overlevelse, efter klubben har fyret Peter Sørensen. Tværtimod, er det en lovende kroatisk cheftræner, traditionsklubben har ansat ifølge ham.
25-årige Tobias Mølgaard fra Vejle Boldklub har tidligere udtalt til campo.dk, at han bestemt tror på overlevelse i landets bedste række.
Nu har klubben fra Nørreskoven så for ganske nyligt hentet en ny cheftræner til i form af kroatiske Ivan Prelec, som ifølge den hårdtarbejdende højreback er en spændende kapacitet at få til den traditionsrige jyske klub.
– Han er mega spændende. Han er en ung træner med en masse ambitioner, der er dygtig i mange facetter, og som er kommet med en masse ideer, lyder det fra Mølgaard, der uddyber:
– Samtidigt tager han også bestik af situationen (Vejles nedrykningstrussel, red.). Han ved, hvad han går ind til, hvor vi senest mod OB spillede det fodbold, som baneforholdene tillod og ikke begyndte at gøre det pænere, end det nødvendigvis skal være.
Her vandt de rødklædte med 2-0 i én af de mere overbevisende sejre i denne sæsons superligakampagne. En liga, der i denne uge går ind i sin afsluttende fase, som i Vejles tilfælde betyder nedrykningsspil. Noget Tobias Mølgaard fortsat er fortrøstningsfuld forud for.
– Vi har ikke mange kampe til at bygge det op, det er nu og her, det handler om. Men han har allerede formået at sætte sig præg, fortæller Mølgaard til campo.dk, som har haft de første 12 træningspas under vingerne af den nyslåede kroatiske Vejle-boss.
BIF-profil inden VM-lodtrækning: Kunne være fedt at trække DanmarkMed et goddag til Prelec blev det samtidigt et farvel til karismatiske Peter Sørensen, og selvom det for mange kan virke udfordrende med et trænerskifte midt i en strabadserende sæson for vejlenserne, er det ikke noget, Mølgaard mister håbet og taber pusten ved.
– I min Vejle-tid har jeg været vant til, at mange trænere er blevet fyret. Man bærer selv et ansvar i den forbindelse.
– Selvfølgelig er det ærgerligt, at Peter (Sørensen, red.) er afskediget, man er jo altid ærgerlig, når resultaterne ikke har været der hver gang, men nu må vi se videre, fortæller han afsluttende til campo.dk.
Vejle møder i første runde af nedrykningsspillet AGF på Ceres Park d. 3. april kl. 14:00.