Eriksen efter comeback: Dejligt at være en del af landsholdet igen
Christian Eriksen gjorde lørdag comeback på det danske landshold, og selvom det blev et nederlag mod Holland, så var den danske stjerne glad for igen at være en del af det danske landshold.
Christian Eriksen er tilbage på det danske landshold.
Lørdag aften på Johan Cruyff Arena i Amsterdam satte den danske 10’er en fed streg under, at det er en verdensklassespiller, der ikke har været en del af landsholdet siden juni sidste år.
På sin tidligere hjemmebane i Amsterdam scorede Eriksen med sin første boldberøring knapt to minutter efter sin indskiftning, og det var endda efter en lidt speciel optakt.
– Det var fedt, det har været en speciel optakt, da jeg i sidste uge blev testet positiv med corona, troede jeg at det (comebacket, red.) ville blive udskudt, så jeg er glad for at kunne stå her, og det hele forløb godt og fik lov at komme ind at spille i den her arena, som jeg kender så godt, så det var dejligt at komme ind og være en del af landsholdet igen, sagde Christian Eriksen efter kampen til Kanal 5.
De knapt ti måneder der er gået, siden Christian Eriksen faldt om med hjertestop i Parken i kampen mod Finland, har dog ikke kun budt på negative ting – faktisk mener Brentford-danskeren, at han har fået positive ting med fra sin ufrivillige fodboldpause.
– Jeg har jo stadig været fodboldspiller, jeg har selvfølgelig haft det problem, men ellers har jeg kunnet træne fuldt ud fra jeg fik lov, så fodboldmæssigt har det været det samme. Mentalt er jeg det samme sted som før – måske lidt mere afslappet mentalt end jeg var før, men ellers er jeg et rigtig godt sted og fuldt fokuseret.
Comeback, mål og klasse: Eriksen strålede i nederlag mod Holland– Efter det der er sket, har jeg fået sat tingene i perspektiv; Hvad man stresser over, og hvad man ikke stresser over, så på en måde har det selvfølgelig hjulpet. Det har selvfølgelig været en hård tid, men fodboldmæssigt har det været en god ting, lyder det fra Christian Eriksen.
Christian Eriksen fik formentligt understreget overfor landstræner Kasper Hjulmand, at han skal spille fra start, når Danmark på tirsdag tager imod Serbien til endnu en venskabskamp – en kamp der kan blive Eriksens retur til Parken.