Silkeborg IF præsenterer overskud: Fra næstbedste række til mesterskabsspil
Silkeborg IF er i rivende udvikling for tiden, og efter et regnskabsår med Covid-19 og halvdelen af året i 1. division, kan oprykkerne nu præsentere et overskud.
“I lighed med 2020 blev 2021 et regnskabsår med stor påvirkning af Covid-19 og tilhørende vanskeligheder for koncernens forretningsområder. Alligevel kan Silkeborg IF Invest A/S præsentere et resultat på 13,9 millioner kroner før skat”.
Ovenstående er taget direkte fra den pressemeddelelse, som Silkeborg IF Invest A/S har sendt ud fredag morgen.
Kort sagt, så har Silkeborg IF samlet set et overskud på 13,9 millioner kroner før skat, hvilket er ganske imponerende – især med tanke på, at der både har været et halvt år i landets næstbedste række og Covid-19 undervejs.
Silkeborg IF Invest A/S består dog ikke kun af fodboldklubben Silkeborg IF, men også et ejendomssegment og et hotel- og konferencesegment. Af pressemeddelelsen fremgår det dog også, at det er på ejendomsfronten, at Silkeborg IF har tjent sine penge.
Hvis man kigger på fodboldsegmentet isoleret set, er der nemlig tale om et underskud på 2,1 millioner kroner før skat. Det er dog stadig bedre end forventet.
– Vi har i fodboldsegmentet været begunstiget af både sportslig succes og moderate transferindtægter. Det er værd at huske på, at vi gik ind i regnskabsåret med en tredjeplads i den næstbedste række, og et år senere er vi med i 3F Superligaens Mesterskabsspil efter en sikker oprykning og et spille- og resultatmæssigt stærkt tilfredsstillende indtog i 3F Superligaen, forklarer administrerende direktør Kent Madsen i pressemeddelelsen.
Silkeborg IF forlænger med talentDet er syvende år i streg, at Silkeborg IF kan præsentere sorte tal på bundlinjen. Det hører dog også med til historien, at transferindtægterne i 2021 var lavere end i 2020, hvilket har været medvirkende til en nedgang i den samlede omsætning. Omsætningen er i 2021 således faldet med 14,6 millioner kroner i forhold til 2020, og den samlede omsætning lyder dermed på 94, 6 millioner kroner for regnskabsåret.
På fodboldsiden kan Silkeborg IF allerede nu se frem til endnu en sæson i Superligaen, da man forud for den sidste runde af grundspillet har sikret sig en plads i mesterskabsspillet. Her lyder Silkeborg IF’s næste og sidste modstander på FC Midtjylland, inden Superligaen bliver delt op.