3F Superligaen

Divisionsforeningen: Superligaklubber kan ikke hente danskere i Rusland

FIFA gav tidligere på ugen udenlandske spillere i Rusland muligheden for at skifte væk fra den krigsførende nation for resten af sæsonen. Som det ser ud lige nu er det dog ikke en mulighed for klubberne i den danske Superliga.

Oliver Abildgaard Anders Dreyer Rusland Spillerforening Rubin Kazan
Foto: Rubin Kazan

Oliver Abildgaard og Anders Dreyer er fortsat at finde i russiske Kazan.

De to danskere har ellers – ligesom alle andre udenlandske spillere – ekstraordinært fået lov af FIFA til at skifte væk fra den russiske liga for resten af indeværende sæson. I øjeblikket er der bare reelt set ikke nogen steder at skifte hen.

Officielt: Udenlandske spillere i Rusland må forlade deres klubber

Beslutningen fra FIFA trådte i kraft torsdag, men den kræver en implementering på nationalt niveau. I Danmark er det Divisionsforeningen, der kan træffe den beslutning, men det er endnu ikke sket.

– Det er en mulighed, FIFA har givet, og der er lagt op til national implementering, såfremt man ønsker det. Det har vi ikke taget en beslutning om endnu. Det er der, mig bekendt, ikke i nogen europæiske ligaer endnu, siger direktør i Divisionsforeningen Claus Thomsen til campo.dk.

Hvis man går med forhåbninger om et snarligt gensyn med Anders Dreyer eller Oliver Abildgaard i den danske Superliga, så skal man muligvis væbne sig med en smule tålmodighed. I Divisionsforeningen er det nemlig endnu ikke besluttet, om det er en god eller dårlig mulighed.

– Det har vi ikke nogen holdning til, før vi melder det ud. Jeg har ikke nogen kommentar til hverken processen eller hvornår beslutningen bliver taget, lyder det fra Claus Thomsen.

I første omgang skal beslutningen dog tages inden den 7. april, hvor muligheden udløber.

Skulle reglen blive implementeret, ville Anders Dreyer og Oliver Abildgaard kunne skifte hjem til Danmark. Foreløbigt vil spillerne dog skulle returnere til deres russiske klub 1. juli.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P